Reese Witherspoon og Nicole Kidman udtaler sig om ‘Big Little Lies’-ballade

Reese Witherspoon og Nicole Kidman udtaler sig om ‘Big Little Lies’-ballade
Reese Witherspoon i 'Big Little Lies'.

En af sommerens store inside baseball-historier fra film- og tv-fronten var rygterne om kontroverser bag kulissen på anden sæson af HBO-serien ‘Big Little Lies’, der sluttede for nylig.

Kort fortalt berettede anonyme kilder over for Indiewire, at sæsonens nye instruktør, respekterede Andrea Arnold (‘Fish Tank’, ‘American Honey’), var blevet kørt ud på et sidespor, og at første sæsons instruktør Jean-Marc Vallée dybest set havde overtaget projektet og klippet hendes version om, så den harmonerede mere med den stil, han havde lagt for serien i første ombæring.

Forleden udtalte HBO’s programchef Casey Bloys så, at historien var misforstået: »Vi står i gæld til Andrea. Men alle, der arbejder med tv, ved, at en instruktør ikke har endelig kreativ kontrol«, sagde han og tilføjede, at instruktørens klip sjældent er det, der ender på skærmen, at det er normalt, at en executive producer (som Vallée i det her tilfælde) kommer ind og tilsliber resultatet, og at Arnold aldrig var blevet lovet final cut.

Om det så var en sang fra de varme lande, var op til den enkelte at bedømme, men uanset hvad har sagen sat seriens to stjerner og bagkvinder, Nicole Kidman og Reese Witherspoon, i en prekær situation. For som executive producers og magtfulde skuespillere kan de hverken fralægge sig ansvaret eller forsvare Andrea Arnold fuldt ud, mens det samtidig kan forekomme hyklerisk, at de i en serie, der er blevet hyldet for det gennemførte kvindeperspektiv, blot ser til, mens den nye kvindelige instruktør bliver spillet af banen af de mandlige chefer.

Nu udtaler Kidman og Witherspoon sig så for første gang om sagen i et interview med Entertainment Weekly. Kidman nøjes med at sige, at Casey Bloys »sagde det smukt« – »det er derfor, vi fik Casey til at håndtere det« – mens Witherspoon går mere i dybden:

»I vores hoveder er der ingen kontrovers. Vi elsker bare serien. Det var en fantastisk oplevelse at lave den. Der var en masse misinformation og ingen krediterede kilder på noget af informationen (i Indiewire-artiklen, red.). Det her var en utrolig kollaborativ proces for os alle, og ideen om, at nogen blev behandlet dårligt eller ikke blev kommunikeret med, er simpelthen ikke sand. Jeg var glad for, at Casey talte så klart om det, og vi er begejstrede for det samarbejde, der skabte denne sæson. Det kunne aldrig være blevet den her serie, hvis det ikke havde været for disse specifikke kunstnere, der samarbejdede om det her specifikke materiale«, fortæller Reese Witherspoon, der kun har ros til overs for Andrea Arnold:

»Andrea er vidunderlig. Jeg føler, at hun var utrolig. Det, der er forvirrende for mig, og som Nicole og jeg oplevede det på sæson 1, er, hvordan tv er et komplet anderledes medie (i forhold til film, red.). Det er et medie, hvor man samarbejder; det er meget anderledes, drevet af forfattere… Det er også en fantastisk mulighed for Nicole og jeg til at have en stor kreativ stemme i en proces. Det her var ikke bare én stemme, som David E. Kelley (seriens hovedforfatter, red.) eller en Jean-Marc (Vallée, red.) eller en Andrea (Arnold, red.), det var faktisk os alle sammen, der samarbejdede hver uge, hver gang vi fik et manuskript ind, hver gang vi så et gennemklip. Det var en af de mest kreative samarbejdsoplevelser i hele min karriere«.

Læs også: Anmeldelse af hele ‘Big Little Lies’ sæson 2

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold