Se den sorthumoristiske trailer til svenske Roy Anderssons Guldløve-nominerede ‘About Endlessness’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den svenske instruktør Roy Andersson (‘Sange fra anden sal’, ‘Du levende’) er stormester i akavede situationer. Og at dømme på trailerens ligblege ansigter er der på ny ikke langt fra katatonisk til det fuldstændigt vanvittige, når auteuren er tilbage med filmen ’About Endlessness’.

En kvindelig fortæller binder i traileren små hverdagsvignetter fra folkehjemmet på syre sammen til en større sandhed.

»Er det ikke fantastisk alligevel?« småråber en mand pludselig ud over en kaffesalons stille klinken.

»Hvad for noget?« spørger hans uforstående sidemand.

»Alt…alt! Alt er fantastisk« insisterer han.

»Jo, jo« er det uimponerede svar.

I dag har ’About Endlessness’ premiere på Venedig Film Festival som en del af hovedkonkurrencen.

Roy Andersson vandt i 2014 Guldløven for ’En due sad på en gren og funderede over tilværelsen’, der afsluttede trilogien bestående af ’Sange fra anden sal’ og ’Du levende’. ‘About Endlessness’ er den første siden trilogien, men Andersson holder sig tilsyneladende til de store spørgsmål og sin karakteristiske stil.

Ifølge filmens synopsis er det nye værk »en refleksion over den menneskelige eksistens i al dens skønhed og ondskab, sin pragt og banalitet«.

Instruktøren trækker på både arabisk og græsk mytologi. For som ’1001 Nats’ Scheherazade spinder hans kvindelige fortæller menneskelivene sammen på tværs af tid og sted. I Venedig-festivalens program udtaler Andersson desuden, at han er inspireret af overflødighedshornet fra græsk mytologi:

»Overflødighedshornet (…) er som regel afbildet, hvor det er ved at flyde over med rigeligt afgrøder og alle slags frugt, en præmie, som ifølge myten aldrig svinder ind, hvilket er indbegrebet af, hvordan uendeligheden er utrættelig. Den græske myte inspirerede mig til at samle alle disse situationer og alle disse temaer i samme film. Jeg vil gerne understrege skønheden ved at være menneske og ved at være i live, og for at vise det bliver man nødt til at sætte det i kontrast til noget og også vise den grimme side. Den her film handler om uendeligheden ved de træk, der kendtegner tilværelsen«.

Hvornår ’About Endlessness’ får dansk premiere er endnu ikke fastsat.

Læs også: Mesteren Roy Andersson – »Lars von Trier er lidt overvurderet«

Læs også: Venedig dag 6 – Timothée Chalamet svigtes i kongelig Netflix-storfilm

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af