De vigtigste pointer fra INPUT-talk om queer-tendenser i dansk tv: »Jeg får nogle virkelig lollede tilbud«

De vigtigste pointer fra INPUT-talk om queer-tendenser i dansk tv: »Jeg får nogle virkelig lollede tilbud«
Panelet til talken 'Danske serier er blevet queer': May Simón Lifschitz, Jenny Lund Madsen, Rikke Kolding og moderator Andrea Coloma.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue
Hvordan står det til med repræsentationen af LGBTQ-personer både foran og bag kameraet i dansk tv? Det diskuterede tre af landets mest fremtrædende film og tv-personligheder på queer-fronten til Soundvenues endagsfestival INPUT i sidste uge.

Der dukker flere og flere LGBTQ-karakterer op i det danske tv-landskab. Betyder det, at vi er nået i mål med repræsentationen?

Til sidste uges INPUT-festival i Pumpehuset havde Soundvenue inviteret tre gæster på talk-scenen til en snak om queer-tendenserne i danske tv-serier: Den transkønnede skuespiller May Simón Lifschitz, kendt fra DR3 serien ’Yes No Maybe’ og den kommende Netflix-serie ’Warrior Nun’, manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen, der senest har skrevet tredje sæson af DR-serien ’Bedrag’, og Rikke Kolding, som har skrevet og instrueret TV 2’s webserie ’Ondt i røven’.

Her er de vigtigste pointer, vi tog med fra talken:

1. Hvis man kun må skrive om sig selv, bliver det røvsygt

Jenny Lund Madsen:
»Det er et totalt sprængfarligt emne (…) Jeg har det personligt sådan, at mit arbejde er at skildre forskellige karakterer, som ikke kun er mig selv, for det ville blive rigtig, rigtig kedeligt, hvis jeg kun kunne skrive om mig selv. Selvfølgelig skal jeg have lov til at skrive om alle mulige karakterer, men jeg har en forpligtigelse til, at hvis det er et menneske, som ligger meget langt fra mig selv, så skal jeg selvfølgelig foretage research, tale med folk og sætte mig ind i det.

Jeg udviklede faktisk en tv-serie til Zulu, som aldrig blev. Vi lavede en pilot, som havde en transkønnet i hovedrollen. Der var det meget vigtigt for mig at tale med mange transkønnede. Det var også vigtigt for mig, at vi prøvede at caste en transkønnet til rollen. Hvis de ikke kan få lov til at spille de roller, hvornår bliver man så set? Nu blev serien aldrig, og vi endte også med at vælge en ciskønnet heteroseksuel mand til rollen, fordi vedkommende var den, der spillede bedst.

Det er enormt vigtigt også at huske på, at det er skuespilleres job at spille roller, og hvis jeg kun kan skrive om lesbiske kvinder på 36, så er det også bare røvsygt«.

2. Det handler (også) om politik

Rikke Kolding:
»Der er et problem med, hvem der får lov at fortælle historierne, hvem der kommer ind på uddannelserne, og hvem der kommer ind på skuespilleruddannelserne. Selvfølgelig var det svært at finde en transperson til rollen (i Jenny Lund Madsens Zulu-serie, red.), fordi der ikke er særlig mange transpersoner, der får at vide, at de kan blive skuespillere og får at vide, at der er roller til dem. (…) Det er klart, at vi står og mangler de her skuespillere«.

May Simón Lifschitz:
»Det har noget med kulturpolitik at gøre. Hvordan ressourcerne bliver fordelt. Lige nu er der så mange begrænsninger for, hvad der bliver givet til de kreative uddannelser. Det er klart, at man vælger mere kommercielt. Der er ikke plads til, at minoriteter kommer ind på skolerne, fordi de har et andet blik, som ikke genererer lige så mange penge. Det tænker skolerne jo over, når de tager folk ind (…). Der skal ske noget oppe fra, for at vi kan gå ind og løsne den struktur«.

May Simon Lifschitz og Youssef Wayne Hvidtfeldt i DR3-serien ‘Yes No Maybe’.

3. Tjeklister for hudfarve og seksualitet er måske ok

Jenny Lund Madsen:
»Jeg oplever, at der er en åbenhed især over for biroller. Det er næsten sådan en tjekliste: Vi skal have en, der er mørk i huden, og vi skal have en, der er bøsse. Så appellerer man bredt, og så kan man tjekke af i de der bokse. Det er selvfølgelig en lidt kedelig skematisk måde at gå til det på, men jeg synes også, at der er noget i det, som er positivt. Noget, jeg synes, vi skal tage med os, er, at jeg nu oplever, at vi sidder i forfatterrummet og taler om repræsentation. Det gjorde vi ikke for fem-seks år siden«.

4. Vi kan lære af USA

May Simón Lifschitz:
»Nu har jeg lige set ’Euphoria’, som er HBO’s nye serie, som jeg synes er fantastisk. Der var det ikke bare en LGBTQ-karakter, som hjælper hovedkarakteren på vej, der var det en selvstændig repræsentation. Hovedpersonen bliver også forelsket i en transkønnet kvinde. Det er bare et andet narrativ, og jeg synes, USA er nået langt i forhold til os. Hvorfor kan vi ikke komme derhen? Hvorfor kan der ikke være en dansk serie, som jeg spiller med i, og hvor der er en, der bliver forelsket i mig?

Det er altid sådan en kvoteting, at nu skal vi have skubbet dem her ind, og tjek, tjek, tjek, så er vi politisk korrekte. Der er en respekt for personerne i det her narrativ, som ikke er real, når man caster minoriteter ud fra den præmis«

Jenny Lund Madsen:
»Vi er jo bare et ret lille marked, og hvis vi skal have den der store mainstreamserie, så handler det om mod, og om at tv-stationerne og streamingtjenesterne siger: ’Vi tror på, at noget, som er queer, også kan være bredt’. (…) Men det er klart, at der er så mange penge på spil, og vi laver fortsat relativt få serier i Danmark, fordi vi ikke er så mange mennesker. Derfor er der også nogle krav til de serier, medmindre det er nogle meget billige serier, hvor man kan tage chancer«.

Rikke Kolding:
»Styrken i min serie (Ondt i røven, red.) var jo, at den gakkede helt ud på queer. Det var fedt. Det var noget, som passede til internettet. Det er jo der, vi søger hen, når vi ikke kan finde det i de større formater. Jeg tror, at man skal kigge mod streamingtjenesterne, og det kunne da godt være sådan nogle spillere som Netflix, som er begyndt at købe dansk produceret indhold. (…) Det er ligesom der, der er et større rum for det«.

5. Vi tror selv, vi er frigjorte

Jenny Lund Madsen:
»Noget af det, der står i vejen i Danmark, er, at vi synes, vi er så frigjorte. Vi frigav pornoen, og vi har frisind. Vi har det sådan lidt been there, done that. (…) Så jeg tror nogle gange, at vi godt kan blive lidt selvtilfredse og synes, at vi har repræsentation. (…) Så bliver det lidt sværere at rejse sig op og kritisere og stille spørgsmålstegn ved noget, når vi er så hurtige til at skyde folk ned. Det der rum, hvor vi lige er begyndt at kunne trække vejret, det bliver meget hurtigt lukket ned igen«.

6. Der er kun plads til én minoritet ad gangen

Rikke Kolding:
»Jeg pitchede en idé til en større producent her for nylig, som handlede om kønsidentitet og om at afvige fra normen. Dem, vi pitchede til, sagde, ’at det var meget godt, at det ikke var om seksualitet, fordi alle deres serier i 2020 var meget queer’… eller er meget homo, lad os sige det, som det er. (…) »«»«Jeg kan huske, da vi søgte med ’Ondt i røven’, der fik vi afslag på funding et sted, fordi de i det år »fokuserede på etniske minoriteter«. Det er det der med, at der ikke er plads til det hele. Vi har en minoritet, og så fokuserer vi på den og dyrker den«.

Tessa Hoder i ‘Ondt i røven’.

7. Stop med de åndssvage tilbud

May Simón Lifschitz:
»Jeg får bare nogle virkelig lollede tilbud, hvor jeg tænker: ’Hvad fanden regner I med?’ (…) På et tidspunkt blev jeg tilbudt 20.000 kr. for at lave en vodkakampagne. (…) Så skulle jeg flyve til Brasilien og gå på stranden i en lille bikini, og så ville der komme sådan nogle flashbacks til, at jeg ligger på et operationsbord og får døren smækket i af min familie, og så skulle der stå: ’I paid the price for being me – I’m Vodka’. Bitch, really? Der var en eller anden stakkels pige, som måske var mere økonomisk udfordret, som blev nødt til at sige ja til det. Det er simpelthen bare så stupid«.

8. Seerne har også et ansvar

Rikke Kolding:
»Seerne og publikum har også et ansvar. I må gerne efterspørge flere nice ting, og når min lille serie kommer, så har I fandme at se lortet og dele det ud over det hele. De seertal, som jeg får ind på min serie, betyder noget for, om der kommer en sæson to eller et lignende projekt. Det er jo ikke for sjov. Hvis man efterspørger mere, så får man mere. Efterspørger hele Danmark det i store dramaserier, så får de det i store dramaserier«.

Læs også: INPUT-panel prøvede at få flere kvinder i dansk musik: »Der begynder virkelig at ske nogle ting«

Læs også: Jada tog fusen på publikum til INPUT med sin surprise-koncert

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold