Hvad vi lærte om krænkelseskomik under INPUT-talk – fra blackface til selvmord og sure kristne

Hvad vi lærte om krænkelseskomik under INPUT-talk – fra blackface til selvmord og sure kristne
Panelet til talken 'Komik i en krænkelseskultur': Jesper Groth, Anna Juul og Kasper Stensgaard Sørensen.
Foto: Sebastian Apel/Soundvenue
Er det blevet sværere at være sjov? Eller har debatten om krænkelseskultur blot åbnet op for endnu mere stof til komik og satire? Til Soundvenues endagsfestivalen INPUT i lørdags satte vi tre af landets mest talentfulde sjove mennesker i stævne til en snak om det brandfarlige emne.

Skuespiller Jesper Groth fra DR3-serien ’Klaphat’, Kasper Stensgaard fra DR’s satirehold og podcasten ’Ausfahrt’ samt Anna Juul, der er forfatter på ’Den Korte Radioavis’ og kendt som digteralteregoet Veronika Katinka, var i panelet. Og én ting var de særligt enige om: Man kan slippe af sted med det meste, hvis det er sjovt nok.

Her er, hvad vi tog med fra seancen:

1. De smukke hvide unge mennesker er svære at støde

Anna Juul:
»Jeg har aldrig prøvet at blive krænket af en joke. Ikke dermed sagt at jeg i en anden verden under nogle andre omstændigheder kunne være blevet krænket af en joke, men det er jo nok også, fordi jeg er rig, hvid, vestlig, heteroseksuel, ciskønnet, godt nok kvinde, men stadigvæk, det kører rimelig godt for mig på den front«.

Jesper Groth:
»Samme svar bare med mandligt fortegn. For mig er det meget et spørgsmål om smag: Jeg kan blive sur, hvis jeg synes, humor er afsindigt dårligt. Når der kommer en 12. film, hvor vi skal se Troels Lyby og Nikolaj Kopernikus tage deres studenterhat på og drikke sig fulde, så synes jeg, vi har et uudnyttet potentiale. Det er også en krænkende film på en eller anden måde!«.

Kasper Stensgaard:
»Jeg kan blive krænket over, når noget ikke er sjovt, eller når noget er uopfindsomt, eller når folk krænker kun for at krænke. Når Søren Espersen i dametøj efterligner tendenserne i dansk comedy, er det på tide at forny sig«.

INPUT-publikum under talk. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

2. Krænkelseskultur giver nye muligheder – og udmattelse

Kasper Stensgaard:
»Der har været en tendens til de seneste år, at ligesom man er træt af folk, der altid er politisk korrekte, så har mange inden for satire taget præcis det modsatte parti og været sådan: ’Vi er de frække drenge, vi vil altid bare krænke’.

Det bliver lige så unuanceret. Jeg har selvcensur på den måde, at der er nogle ting, jeg godt kunne lave, men som bare ikke er interessante«.

Anna Juul:
»Der er kommet et kæmpestort ekstra område, man kan gå i krig med. Først er der nogen, der bliver sure over noget, og så er der folk, som begynder at blive sure over dem, der bliver sure over noget, og så kører det i én stor cirkel. Nu er folk begyndt at blive sure på dem, der bliver sure på dem, der bliver krænket. Så nu kan man både gøre grin med dem, der bliver sure på dem, der bliver krænket, og dem, der bliver krænket, og én selv og alt det andet. På den måde har det udvidet spektret«.

Jesper Groth:
»Jeg synes, det er så røvsygt, at ordet (’krænkelseskultur’, red.) findes (…) Jeg synes også, det er blevet det nemme. Mange af mine venner skal altid snakke om, hvor fede de synes, FCK er, og så sidder de og bekræfter hinanden. Det samme sker, når snakken falder på krænkelseskultur og feminisme. Alle sidder bare og bekræfter hinanden og er enige. Så engang imellem kunne det være hyggeligt at drøfte noget andet. Vi skal åbenbart hele tiden bekende kulør«.

3. Pas på de kristne

Kasper Stensgaard:
»Det bedste, der kan ske for os på DR, er jo, hvis folk bliver sindssygt sure på Facebook, for så breder det sig«.

»Men det er tit lidt overraskende, hvad det egentlig er, der gør det. Vi lavede nogle sketches om Jesus, og det er faktisk det, som er sprunget mest i luften. Kristne mennesker kan være virkelig brutale og ubehagelige. De var sure over, at vi gjorde grin med vores alle sammens fader«.

4. Man skal have god grund til at blackface sig

Kasper Stensgaard:
»Jeg har haft blackfacet mig selv på et tidspunkt, og det var der også nogle, der blev ret sure over. Der sad jeg virkelig og tænkte: Hvad er grunden til, at jeg skal have sovsekulør i hovedet. Vi ville gerne skabe et billede af, hvem karakteren, der blackfacer sig, er.

I sådan en situation kan det være lidt svært at forholde sig til de der opråb, der kommer i kommentarfeltet, fordi der bliver kigget på ’det at blackface sig’. Det kan jeg langt henad vejen godt følge – det skal man have en god grund til at kaste sig ud i. Men man kan jo ikke få en mørk mand til at spille en karakter, der blackfacer sig selv. Så er det jo bare sovsekulør på mørk hud, det giver jo ikke mening«.

5. Det er sjældent i orden at gå efter politikeres udseende – bortset fra Kim Christiansen

Anna Juul:
»Jeg sidder meget med de indenrigspolitiske nyheder (til ’Den Korte Radioavis’, red.), og når man sparker opad, er rammerne er meget vidde. Jeg har nogle gange tænkt bagefter, at noget ikke var sjovt nok til at retfærdiggøre, at det kom med. Typisk hvis man går efter en politikers udseende. Det er måske ikke sjovt nok at sige, at Lars Løkke ligner en nøglering. Eller også er det«.

»Det er meget nemt at skyde efter satiren og ’Den Korte Radioavis’ og sige, at de er blevet skolegårdens mobbere. Det får man jo ekstra skyts til, når man kigger på Kim Christiansen (Dansk Folkeparti-politikeren).

Jeg vil sige til vores alle sammens forsvar, at Kim Christiansen har begået den massive fejl at være så uvillig til at tale med pressen i det hele taget, at det faktisk næsten er umuligt at finde ud af, hvad Kim Christiansen mener om noget som helst bortset fra sin omfartsvej. Dermed ikke sagt, at man så bliver nødt til at kommentere hans udseende, men det er meget svært at lade være«.

6. Man kan godt joke om selvmord

Jesper Groth:
»Jeg har oplevet i en anden sammenhæng at blive klippet ud af en podcast om selvmord. Jeg har mistet en ven til selvmord, og jeg fandt ham ovenikøbet, og det har været stærkt traumatiserende. I lang tid kunne jeg ikke engang se nogen hænge persienner op i et butiksvindue, fordi jeg troede, folk hang og dinglede over det hele. Det betyder ikke, at jeg ikke kan høre en god joke om selvmord nu, som på en eller anden måde indkapsler livets absurditet«.

Dave Chapelle i ‘Sticks & Stones’ på Netflix.

7. Og om Michael Jackson-ofrene

Jesper Groth:
»Hvis man slet ikke må joke om det (de angivelige ofre for Michael Jackson i ’Leaving Neverland’, red.), så har man jo på en måde valgt side. Det er jo en hamrende naturtro dokumentar, og så står der nogle andre og siger, ’det er umuligt’. Hvis det er forbudt, har vi jo også alle sammen besluttet os for, at det er sandt«.

Anna Juul:
»Jeg vil ikke gå så vidt som til at sige, det må man ikke point blank. (…) Jeg synes ikke, det var sjovt (Dave Chapelles bit fra hans nyeste show, red.), men det krænkede mig heller ikke. Men jeg er selvfølgelig heller ikke blevet misbrugt i min barndom, hvad jeg ved af«.

8. Måske kalder tiden på andre former end klassisk standup

Jesper Groth:
»Folk omkring mig, som er standup-komikere, der godt kan lide en hurtig eksekvering af en joke, var rigtigt glade for det show (årets Zulu Comedy Galla, red.), men rigtig truffet over, at Annika Aakjær havde en sang om menstruation.

Det er fandme wack på en virkelig sjov måde. Hun var fucking god. Det indslag var det, alle talte om, da de stod og fik en cigaret bagefter, fordi det havde været beskedent og ægte. Det var ikke lavthængende frugter«.

Anna Juul:
»Jeg synes, det var ret sigende, at det var de indslag (ved Zulu Comedy Galla, red.), som ikke var klassisk standup-comedy, som folk snakkede om efterfølgende. Det viser, at tiden kalder på noget andet, og at tiden er ret moden til at prøve alle mulige forskellige former for satire og komedie af«.

Læs også: Må man gøre grin med skoleskyderier? Seks komikere der kom i uvejr efter grænseoverskridende jokes

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold