’I morgen danser vi’: Ung danser er en åbenbaring i Oscar-kandidat om homoseksuel kærlighed
Coming of age-film om et ungt menneske, der kæmper med at springe ud som homoseksuel, har vi set mange gange – fra ‘Fucking Åmål’ og ‘Brokeback Mountain’ til ‘Love, Simon’ og ‘Call Me by Your Name’. Til gengæld har jeg aldrig før set et georgisk dansedrama, og den arena gør den georgisk-svenske instruktør Levan Akins (født i Sverige af georgiske forældre) tredje spillefilm ‘I morgen danser vi’ til en unik oplevelse.
Filmen følger unge Merab (fundet Levan Gelbakhiani), der hver dag træner traditionel georgisk folkedans hos Georgiens Nationale Ballet i hovedstaden Tbilisi i håb om at blive professionel danser og opnå en bedre tilværelse for sig selv og sin familie. Det til trods for, at både hans dansende bedstemor og far står som økonomiske skrækeksempler: De optrådte begge i sin tid på de store scener i London og New York. I dag har faren en lurvet markedsstand, mens bedstemoren bor sammen med Merab, hans mor og bror i en lille lejlighed, hvor strømmen jævnligt slukkes, fordi familien ikke har råd til at betale elregningen. Familien er også afhængig af de rester, Merab tager med hjem fra sit tjenerjob.
Ikke desto mindre ser Merab sin fremtid for sig, da den bryske balletmester annoncerer, at det professionelle hovedkompagni søger en ny mandlig danser. Lynhurtigt får Merab dog en rival i form af den selvsikre tilflytter Irakli (Bachi Valishvili). Merab bliver ikke bare usikker over Iraklis dansekunnen, men over sine egne spirende følelser for ham. De to begynder at træne sammen og feste sammen, og ja… du har gættet, hvor det bærer hen.
Men selvom homoseksualitet er lovligt i Georgien, er det helt uacceptabelt kulturelt, ikke mindst i det konservative dansemiljø. En historie om en ung fyr fra byen, hvis familie har sendt ham på omvendelseslejr i et kloster, står som skræk og advarsel.
»Der er ikke plads til svaghed i georgisk dans«, maner balletmesteren, der også konstant minder om, at dansen er baseret på maskulinitet med rygge så ranke som søm og ikke må være sexet. »Det er ikke lambada!«
Selve dansen er fascinerende at se på i sit stærke, maskuline udtryk, som filmen ikke fordømmer trods den ideologiske baggrund, men også finder stor skønhed og elegance i. Dansescenerne mellem Merab og Irakli emmer af ung kåd energi og undertrykt lyst, som de efterhånden løsner op for – ikke mindst til en fest, hvor de giver los for forførelsesdansen til Robyns ‘Honey’.
Levan Gelbakhiani, der er professionel danser, er eminent som Merab. Bag hans fine ansigtstræk, spinkle krop, følsomhed og usikkerhed gemmer sig en kæmpe power, og han er helt magnetisk, både når han danser, sender længselsfulde blikke, flirter, ryger (mange) cigaretter og skændes med sin ballademagerbror.
Den svenske fotograf Lisabi Fridell har skabt nogle umanerligt flotte grynede billeder, der præsenterer Tbilisi som både trøstesløs og smuk, og bader særligt dansescenerne i lækkert sollys. Kameraet hviler generøst på Merabs udtryksfulde ansigt, som man aldrig bliver træt af at betragte.
Filmen havde premiere i Cannes’ sideprogram Directors’ Fortnight, den er Sveriges Oscar-kandidat og er nomineret til to European Film Awards, blandt andet fortjent for mandlige hovedrolle til Gelbakhiani. I Georgien har premieren medført massive protester fra højreorienterede bevægelser, men man kan kun håbe, at georgierne, såvel som alle andre, alligevel finder vej til biografen til denne perle.
Kort sagt:
Den unge georgiske danser Levan Gelbakhiani er en åbenbaring i georgisk-svenske Levan Akins smukke coming of age-drama, der stærkt og følsomt kombinerer maskulin folkedans med forbudt homoseksuelt begær.