’Servant’: M. Night Shyamalan serverer gammel vin på nye gyserflasker i aktuel Apple-serie

’Servant’: M. Night Shyamalan serverer gammel vin på nye gyserflasker i aktuel Apple-serie
Den klamme livagtige babydukke er omdrejningspunktet i 'Servant'.
Foto: Apple
4 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Tony Basgallop

Medvirkende

Toby Kebbell, Lauren Ambrose, Nell Tiger Free, Rupert Grint

Spilletid

10 afsnit af ca. 30 min

Premiere

Kan ses på Apple TV+

Ilter man Apple TV+-serien ’Servant’, vil der fremtræde en intens duft af paranoiaen fra ’Rosemary’s Baby’, en lækker dyb farvetone som i en sydkoreansk gyser, den tunge fyldighed fra klassiske gotiske gys som ’The Others’ og ’Rebecca’ og et middel syreniveau på en buñuelsk skala over højere borgerskabssatire.

Først og fremmest vil man konstatere, at druen er den samme som i Ari Asters ’Hereditary’ og dennes blandede noter af familiekrise, sorgbearbejdelse, mystik, groteskhed, skæve toner, stilede kamerabevægelser og manieret skuespil.

Kan du stadig ikke forestille sig smagen af ’Servant’, der er skrevet og skabt af britiske Tony Basgallop (’Hotel Babylon’) med ingen ringere end M. Night Shyamalan som executive producer og konceptuerende instruktør?

Historien i ’Servant’ om det velbjergede ægtepar Dorothy og Sean Turner, spillet af Lauren Ambrose (’Six Feet Under) og Toby Kebbell (’Ser du månen, Daniel’), der oven på tabet af deres 13 uger gamle baby tyer til alternativ traume- og parforholdsbearbejdning, er ellers velkendt i det psykologisk gys fra ’Rødt Chok’ til ’Antichrist’ og netop ’Hereditary’.

Nell Tiger Free i ‘Servant’. (Foto: Apple)

At parret og især chokramte Dorothys såkaldte »overgangsobjektterapi« indebærer, at man får den mutte og bondske au pair-pige Leanne fra Wisconsin til at passe en dukkesubstitut for deres egen Jericho, som om intet var hændt, er funky, men ikke fuldstændig egenartet og uset.

Heller ikke da instruktør Shyamalan i slutningen af første afsnit føjer endnu et twist til sit store katalog fra film som ’Den sjette sans’ og ’Unbreakable’.

Hvor det afventende plot i de tre første afsnit af ’Servant’ kun lægger sig løst på tungespidsen, sætter stemningen sig til gengæld i mundvigen.

Det er settingen, der stort set udelukkende foregår bag væggene i det mondæne Philadelphia-hjem hos den hjemmegående, velrenommerede kok (»professionel bon vivant«, som Dorothy kalder ham) og hende som den lokale tv-reporter, som med et anstrengt smil dækker mord- og narkosager.

Det er de skæve og skærende strygere, som går ind og ud af lydbilledet.

Det er mørket i hjemmet, der kun svagt modsvares af en gullig glød.

Det er kameraet, der har sit eget liv enten på afstand af parrets skænderier og Leannes pludselige skikkelse bagerst i mørket eller filmer samtaler frontalt helt oppe i deres ansigter. Nogle gange er personerne halvt ude af frame, andre glider en dolly gennem et rum uden at ænse dem. Hele tiden synes kameraet dog at ville styre os mod noget, vi (måske?) skal lægge mærke til, som det ’Blair Witch’-agtige træbundede kors, Leanne hænger op over Jerichos seng.

Og så er der det melodramatiske overspil. Leanne er med Nell Tiger Frees (’Too Old To Die Young’) anæmiske fremtoning en gådefuld gotisk figur. Mens hun nærmest svæver rundt som et spøgelse, tramper dunderklumperne i Dorothy, som selv for en komatøs forælder er ualmindeligt hysterisk, og hendes bror, spillet af Rupert ’Ron Weasley’ Grint, hvis tvivlsomme amerikanske røst i nærmest alle scener fejres med rigelige mængder sprut.

Toby Kebbell og Rupert Grint i ‘Servant’. (Foto: Apple)

Men hvad ligger der under den langsommelige og sortromantiske atmosfære i hjemmet? De forkrampede og overdrevne overklassekarakterer? Og de tiltagende mærkværdige episoder af træsplinter i røven hos Sean og Dorothys momentane klarsyn i det åbne køleskab? Er religiøse Leanne en guddommelig hjælper eller satans yngel?

Under den velstykkede overflade kan man indtil videre kun gisne. Amerikanske anmeldere, der har set hele sæsonen, er tilsyneladende stadig i tvivl efter afsnit 10. Nogle har endda på fornemmelsen, at alle karaktererne, vi ser, er døde. Den slipper Shyamalan dog trods alt ikke afsted med igen.

For mig er det store mysterium, om ’Servant’ kan holde den stemningsfulde aromatiske smag, eller om den over ti afsnit vil vildtgære ud i det rene makabre miskmask som Darren Aronofskys ’Mother!’, der var fra samme dunkelt sjælesørgende drue.


Kort sagt:
’Servant’ er efter tre afsnit næsten for mystisk, distancerende og karikeret mærkelig. Men den dvælende stemning og tone er berusende indtil videre.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold