Al Pacino er nazijæger i Jordan Peele-producerede ‘Hunters’ – se den blodige trailer til Amazon-serien

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den ventede Amazon-serie ‘Hunters’ følger i ‘Inglorious Basterds’ fodspor, når Al Pacino går på jagt efter nazister i New York City anno 1977 – og den første fulde trailer lover et blodigt og højoktant opgør.

Serien er (løst)inspireret af virkelige hændelser og følger en jødisk gruppe af skæve eksistenser, der opdager, at hundredvis af højtstående nazister bor iblandt dem og konspirerer om at indføre Det Tredje Rige i USA. Det er nazijægerne, anført af Al Pacinos Meyer Offerman, selvsagt ikke er synderligt begejstret for. Og dermed begynder en farlig kamp for at forpurre nazisternes planer om folkemord.

I den veloplagte trailer ser vi, hvordan Meyer Offerman rekrutterer unge Jonah Heidelbaum, spillet af Logan Lerman (‘The Perks of Being a Wallflower’), til at tilslutte sig den brogede skare af nazistjægere i kølvandet på hans bedstemors død: »Ved du, hvad den bedste form for hævn er?«, spørger Meyer retorisk: »Hævn«. »Hævn mod hvem?«. »Forbandede nazister«.

‘Hunters’ er produceret af Jordan Peele (‘Get Out’, ‘Us’) og skabt af David Weil. På rollelisten finder man desuden Jerrika Hinton (’Greys Hvide Verden’), Carol Kane (’Unbreakable Kimmy Schmidt’) og Josh Radnor (‘How I Met Your Mother’). Den første sæson består af 10 afsnit, som er sat til premiere på Amazon 21. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af