’Dracula’: Claes Bang er den bedste blodtørstige greve længe i ’Sherlock’-bagmænds nye Netflix-serie

’Dracula’: Claes Bang er den bedste blodtørstige greve længe i ’Sherlock’-bagmænds nye Netflix-serie
Claes Bang som Dracula.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Steven Moffat, Mark Gatiss

Medvirkende

Claes Bang, Dolly Wells, John Heffernan, Joanna Scanlan, Morfydd Clark, Lujza Richter

Spilletid

Tre afsnit á 90 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Det er indlysende for enhver med øjne i hovedet: Danske Claes Bang med de hypnotiske øjne, pomadeflotte hår og smørrede smil er skabt til at spille den transsylvanske grev Dracula (og James Bond, for den sags skyld). Han er farligt charmerende som få, og ingen med puls kan vide sig sikker, når han slår lummert smut med øjnene og hvæsser tænderne.

Det er smågenialt set af serieskabere Steven Moffat og Mark Gatiss (’Sherlock’) at caste Bang i den altoverskyggende hovedrolle her i deres på én gang klassiske og idiosynkratiske livtag med den gotiske gyserlegende, skabt af Bram Stoker i 1897 og filmatiseret et utal af gange siden da.

Hvor F.W. Murnaus stumfilmversion ’Nosferatu’ fra 1922 er mareridtsbilleder og ren skræk, er Bela Lugosi i titelrollen i 1931 mere tvetydigt flirtende med sin østeuropæiske accent, upåklagelige stilsans og dramatiske øjenbryn. I bloddryppende, b-farvefilmversion inkarnerede Christopher Lee rollen fra 1958 til midten af 1970’erne hos det britiske filmselskab Hammer. Lees Dracula er magnetisk. Fåmælt og dragende erotisk, selv når han tiltvinger sig adgang til soveværelser og planter hugtænderne i halsen på negligeklædte kvinder. Og de hviner – både af skræk og fryd.

I 1992, i Francis Ford Coppolas opulente optik, bliver Dracula endelig en tragisk, romantisk helt, der i århundreder har tørstet efter Winona Ryder. Gary Oldman med lange lokker og fipskæg er sin helt egen Dracula, som du enten elsker eller hader. Men altså langtfra klassisk.

Danske Claes Bang.

Claes Bang er klassisk greve med et pirrende og umiskendeligt queer twist: allerede et kvarter inde i første afsnit bliver en mand, undsluppet fra Draculas greb, udspurgt om, hvorvidt de har haft samleje. Og modsat særligt Christopher Lees Dracula taler og taler og taler Bangs (det er trods alt skaberne af motormunden ’Sherlock’, vi har at gøre med). Moffat og Gatiss’ ’Dracula’ er spækket med vittig dialog, og Bang leverer sine replikker med tungen så velplaceret i kinden, at du næsten ikke ænser hans hugtænder.

Seriens overraskende og helt store clou er dog Dolly Wells (fra den skamløst oversete serie ’Doll & Em’), der om muligt har endnu flere zing’ende replikker og morsomheder oppe i nonneærmet i rolle som søster Agatha med hang til det okkulte. Til Bangs Dracula, der er flamboyant og selvsmagende i den helt rette dosis, leverer Wells’ Agatha pestsort deadpan i forrygende tempo og med en østeuropæisk accent, der på en eller anden måde bare gør alt, hvad hun siger lidt sjovere. Agatha har – trods nonnegerningen – ingen tid til kristent bullshit og er fornuftens bundærlige stemme serien igennem.  Det er næsten helligbrøde at sige som dansker, men Wells ligefrem stjæler scenerne fra Bang.

Med tre afsnit á halvanden time er ’Dracula’ sit helt eget bæst af en serie. Jeg nød i særlig grad, hvor meget tid til fordybelse det atypiske format bragte med sig. Hvert afsnit fortjener i virkeligheden sin egen anmeldelse, taget i betragtning af hvor verdensforskellige de er. Som samlet oplevelse vil jeg ikke spoile Moffat og Gatiss’ take på ’Dracula’, men blot påpege, at finaleafsnittet, trods åbenlyst fortælleroderi og et noget fortravlet tempo, både lykkedes med at hive tæppet helt væk under mig og hævede sig emotionelt. De to første, mere Bram Stoker-tro afsnit, er dog bedre med længder.

Dolly Wells (til venstre) stjæler billedet som Søster Agatha.

Herligt er det desuden at se, hvor hittepåsomme Steven Moffat og Mark Gatiss har været i deres på en gang respektfulde og opfindsomme omgang med Bram Stokers gotiske originalværk. Kendere af Dracula-universet vil både nikke anerkendende og overraskede med, når velkendte karakterer præsenteres og afsløres løbende. Ikke mindst hvad angår introduktionen af vampyrjægeren Van Helsing. Og som ekstra bonus er dele af serien optaget på selvsamme slovakiske slot, hvor Max Schreck stavrede rundt som grev Orlok med de krogede fingre i ’Nosferatu’ helt tilbage i 1922.

Til de blodhungrende hunde, der glammer efter grafiske mord og hyler på effektfuld horror, er ’Dracula’ en mættende, makaber luns. Blodet både flyder tykt og sprøjter vildt til alle sider, levende døde kroppe forrådner for øjnene af én, negle drysser af fingerspidser som visne blade, og åbne benbrud krydsklippes med rosa oksestege på spisebordet.

Sådan er ’Dracula’ kig-væk for meget og alligevel lige tilpas klam. Fluerne sværmer passende igennem hele serien, som var den et friskt kadaver. I sultent centrum står Claes Bang og slikker, slubrer og suger blod i sig med umættelig og til tider ustyrlig appetit.


Kort sagt:
I ’Sherlock’-skaberne Moffat og Gatiss’ hænder får det udøde fuld skræk-skrue i ’Dracula’. Dødcharmerende Claes Bang er den bedste inkarnation af den transsylvanske greve længe set, men Dolly Wells er alligevel seriens allerstørste clou.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold