’Jojo Rabbit’-instruktør på tale til udviklingen af ny ’Star Wars’-film

Med seks Oscar-nomineringer for nazikomedien ’Jojo Rabbit’ – og ikke mindst 2017-successen med ’Thor: Ragnarok’ – på cv’et er der efter alt at dømme godt og grundigt rift om instruktør Taika Waititi. Derfor er Waititi nu også ifølge The Hollywood Reporter kommet på tale til at udvikle en ny ’Star Wars’-film for Disney.

I sidste måned blev Skywalker-sagaen afrundet med ’Star Wars: The Rise of Skywalker’, hvorfor ’Star Wars’-franchisen nu lader til at være på jagt efter nye kreative sjæle til at udvikle det næste kapitel i universet.

At det lige netop er Taika Waititi, hvis gunst Disney efter sigende skulle være ude efter at vinde, er lidt skægt, hvis man går et par år tilbage i ‘Star Wars’-historien. ’Star Wars’-franchisen sikrede sig nemlig til udviklingen af ’Solo: A Star Wars Story’ komedieinstruktører-duoen Phil Lord og Christopher Miller på holdet, der ikke ulig Waititi er kendt for deres helt egen karakteristiske stil. Begge blev dog fyret igen grundet kreative uoverensstemmelser. »I’d be fired within a week,« lød det tørre tweet fra Waititi om sagen. En teori, der passende kan komme på prøve nu.

Waititi har ikke eksplicit kommenteret på den rygtede kurtisering. I stedet har han blot tweetet det nydelige cover til Fleetwood Macs albumklassiker ’Rumours’ …

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af