Ved åbningen af sidste års Berlin Film Festival blev Lone Scherfigs danske ‘The Kindness of Strangers’ godt og grundigt (og lovlig hårdt) slagtet. Meget bedre går det ikke i år for canadiske Philippe Farladeaus ‘My Salinger Year’, der er baseret på Joanna Rakoffs selvbiografi fra 2014 om sin tid som assistent for en litterær agent i New York i 1995.
»Der er en uheldig tradition i Berlin med at begynde med en film, der falder så tungt til jorden, at den smadrer cementen. Det har den bevist med denne overraskende fade, passionsløse, uoriginale film«, skriver The Guardians anmelder Peter Bradshaw.
Screens anmelder Wendy Ide kalder filmen »adstadig og noget afdæmpet«, Eric Kohn fra Indiewire mener, at filmen »snubler over sin selvhøjtidelige præmis«, og Varietys Peter Debruge finder hovedpersonen Joanna »barnlig, naiv og chokerende overfladisk«. Av.
Som festivalens åbningsfilm plejer, befinder ‘My Salinger Year’ sig i den lette mainstream-ende og har nok stjernepower til at tiltrække fotograferne på den røde løber – her i skikkelse af rutinerede Sigourney Weaver og stjerneskuddet Margaret Qualley, der har gjort sig bemærket i ‘The Leftovers’, ‘Fosse/Verdon’ og ‘Once Upon A Time in Hollywood’ og netop er annonceret til at spille over for Robert Pattinson i den franske auteur Claire Denis’ kommende romance ‘The Stars at Noon’.
Qualley spiller blåøjede og ivrige Joanna, der forlader studie og kæreste i Berkeley for at udleve sin romantiske forfatterdrøm i New York. Først skal hun dog have mad på bordet, og hun lander straks et eftertragtet job som assistent for den garvede og benhårde litterære agent Margaret (Weaver), der blandt andet repræsenterer den myteomspundne forfatter J.D. Salinger. En del af hendes arbejde er at skrive standardsvar til Salingers fans, som den tilbagetrukne forfatter ikke er interesseret i at høre fra. Til gengæld sker der ting og sager på kontoret, da han finder på, at han efter 30 års stilhed vil genudgive en gammel historie fra The New Yorker.
Margaret sætter Joanna til at udskrive sine dikteringer på en skrivemaskine – hun holder fast i den gamle forlæggerverden med næb og kløer og er komisk skeptisk over for de nymodens computere – men det er ikke svært at regne ud, at Joanna efterhånden får sin krævende og kølige chef til at tø op og beviser sit værd. Men hov, hvad skete der med hendes digterdrømme?
Parallellen til ‘The Devil Wears Prada’ er slående, men ‘My Salinger Year’ har hverken forbilledets humor, bid eller sprudlende dialog og skuespil.
Qualley er som altid charmerende og intelligent, men Joanna er som karakter for blank til rigtigt at give hende noget at arbejde med. Mere interessant er Margaret, som Weaver spiller afdæmpet, men med en aura af et spændende levet liv med høje ambitioner og litterær glamour.
Udviklingen af deres magt- og mentorrelation og Joannas kamp på jobbet er spændende at følge, men filmen vil desværre også fortælle om hendes uinteressante kærestedrama og undersøge potentielt interessante idéer om kunst, kommercialisme, bøgers betydning for fans og den digitale revolution, som ikke får nok plads til at folde sig ud.
Filmen er… fin. Jeg følte mig i godt selskab og ville hygge mig med den en søndag eftermiddag. Men det er ikke helt godt nok som åbning af en af verdens vigtigste filmfestivaler, der tilmed har fået ny ambitiøs ledelse i år i skikkelse af direktør Mariette Rissenbeek og kunstnerisk leder Carlo Chatrian, tidligere leder af den mere eksperimenterende Locarno Film Festival.
Som The Hollywood Reporters anmelder Boyd van Hoeij skriver, er filmen »et overraskende valg for åbningsfilmen på Carlo Chatrians første Berlinale, hovedsageligt fordi det føles som et meget Kosslicksk (festivalens tidligere leder, red.) valg, der antyder kontinuitet og en smag for middelmådighed frem for nyskabelse«.
Det er dog alt for tidligt at dømme Chatrian ude, og jeg vil de næste 10 dage følge spændt med i, hvilke esser han og festivalen har i ærmet. Stay tuned.