Hvorfor er den kommende Michael Jackson-biopic ikke blevet cancelled?

For fem år siden var kongen af pop så godt som cancelled i kølvandet på dokumentaren ‘Leaving Neverland’. Nu venter en storslået kommende blockbuster-biopic, der lover et »upartisk« billede, men allerede er anklaget for at ville »glorificere en mand, der voldtog børn«.
Hvorfor er den kommende Michael Jackson-biopic ikke blevet cancelled?
Jaafar Jackson i et af de første billeder fra 'Michael'. (Foto: PR)

»Skrækindjagende og uforglemmelig«.

Et #MeToo-hovedværk.

»Et anklageskrift mod Michael Jacksons eftermæle«.

»Bevis på, at Michael Jackson begik seksuelle overgreb på børn«.

Det var nogle af de mange påskrifter, en af 2010’ernes absolut mest opsigtsvækkende dokumentarer, ‘Leaving Neverland’ fik med sig efter premieren i 2019. 

Nu hvor der er en storslået blockbuster-biopic på vej om den pædofilianklagede popstjerne, er kritikken til gengæld så godt som forstummet. 

Næste år rammer ‘Michael’ det store lærred. En enorm Hollywood-produktion med et anslået budget på 155 millioner dollars i ryggen, der instrueres af ‘Training Day’-instruktør Antoine Fuqua og beskriver hele sangerens liv. Den er sat til verdensomspændende biografpremiere og er en af næste års mest ventede film. 

Jaafar Jackson som Michael Jackson i ‘Michael’. (Foto: PR)

Filmen blev søsat i 2019, men selvom der siden har været heftige bump på vejen angående Michael Jacksons position i popkulturen, er det ikke den mørke fortælling, der fylder i filmens optakt. 

Tværtimod virker begejstringen fra fans og medier som en absurditet i 2024’s kulturelle klima. 

I en tid, hvor mange ellers dyrker ideen om, at ‘man ikke må sige noget længere’, kan man tilsyneladende fint slippe at sted med at poste tonsvis af Hollywood-kroner i en film om en mand, der for blot nogle år siden var rigtigt tæt på at være endegyldigt cancled for pædofilianklager. Dengang stoppede radiostationer verden over med at spille hans musik. 

Men hvor folkets sympati for Michael Jackson nåede et lavpunkt efter ‘Leaving Neverland’, tyder alt på, at hans popularitet kun er opadgående igen.

Sony købte i februar halvdelen af Michael Jacksons sangkatalog. Her blev sangerens samlede aktiver anslået til at være 1,2 milliarder dollars værd. Samtidig er musikken blevet solgt og streamet med en stigning på 37 procent i de sidste tre år, ifølge The Times

Der er altså store pengesummer at hente i Michael Jacksons moralske genoprejsning. 

Glorificeret voldtægt

Efter over fire år er der stadig ikke fældet dom i dokumentarens hovedpersoner Wade Robson og James Safechucks søgsmål mod sangeren, der døde i 2009, men hvis grooming og seksuelle overgreb på dem som børn de beskriver indgående i filmen.  

Der har siden hersket en fløjkrig mellem anklagernes støtter og Michael Jacksons loyale fans, og mens den juridiske sag trækkes i langdrag, vil debatten om stjernens eftermæle formentlig aldrig komme til at få en endegyldig afslutning. Men den kommende biopic kan alligevel ende med at få stor indflydelse på udfaldet. 

Michael Jackson og Wade Robson i ‘Leaving Neverland’. (Foto: PR)

Allerede sidste år råbte ‘Leaving Neverland’-instruktøren Dan Reed vagt i gevær over ‘Michael’ i et debatindlæg i The Guardian.  

»Ingen taler om at ‘cancle’ den her film, som kommer til at glorificere en mand, som voldtog børn«, skrev Reed i januar 2023 og påpegede mediedækningens kun »mildt løftede øjenbryn«. 

I foromtalerne tager castingannonceringer og bekræftelser af stjernens musikalske arv størstedelen af spaltepladsen, mens den kritiske sans i de fleste tilfælde ordnes med henvisninger til filmselskabets vage løfter om at udforske sangerens »ubenægtelige kreative geni« såvel som hans »menneskelige side og personlige kampe«.

Et ordvalg, der dog ikke efterlader meget til fantasien omkring filmens stillingstagen. 

Imens tages projektets eksistensgrundlag helt for givet. 

Et familieforetagende

Hvis man ser på, hvordan ‘Michael’-filmen tager sig ud indtil videre, virker det nemlig dybt usandsynligt, at der skulle være tale om andet end en klassisk biopic, der i sin natur glorificerer sin hovedperson. 

Som barn bliver Jackson spillet af niårige Juliano Krue Valdi, hvilket er bizart i sig selv i lyset af anklagerne. Den voksne version spilles af musikerens egen 27-årige nevø Jaafar Jackson. På det første delte billede fra filmen kunne han ses med krøllet hestehale og åben hvid skjorte i rollen som musikeren på sin ikoniske Dangerous-turné i 1992. 

»Han legemliggør Michael på en måde, som ingen anden skuespiller kan«, lød det i den forbindelse fra produceren Graham King hos Deadline.  

Jaafar Jackson og La Toya Jackson i 2019. (Foto: Gabriel Olsen/Getty Images)

Hvilket er sandt på flere niveauer. For udover den fysiske lighed og familiære forståelse er castingen også gallionsfigur for det niveau af kontrol, bestyrerne af Jacksons bo, John Branca og John McClain, har over ‘Michael’-filmen. 

De har ikke blot givet grønt lys til, at filmen kan bruge Michael Jacksons musik, hvilket sætter en dæmper på det kritiske råderum. Branca og McClain er også centrale producere, og efter sigende vil der være repræsentanter til stede fra familien hver eneste dag under hele produktionen.

I forbindelse med ‘Leaving Neverland’-sagen har Jackson-lejren benægtet anklagerne. Den igangværende retssag med Robson og Safechuck er der flere, som mener, at de ønsker forhale til efter filmens premiere. 

Modsiger anklagerne

De nyeste afsløringer peger på, at filmen ikke blot danser om anklagerne, men aktivt forsøger at modbevise dem. Det meldte mediet Puck News (via Variety).  

Samtidig vasker filmens involverede hænder med tvetydige ord som »upartisk«. 

»Som filmskaber søger jeg at menneskeliggøre, men ikke renskure og at præsentere den mest overbevisende upartiske fortælling, jeg kan fange i én enkelt spillefilm og lade publikum bestemme, hvordan de har det, når de har set den«, udtalte Graham King til Variety

Han har tidligere stået bag ‘Bohemian Rhapsody’, der med sit billetsalg på over 900 millioner dollars var den bedstsælgende biopic indtil ‘Oppenheimer’s premiere.

Michael Jackson under en koncert i 1986. (Foto: Kevin Mazur/WireImage)

Colman Domingo, der spiller rollen som Michael Jacksons far Joseph Jackson, mener ikke, at det er »sort og hvidt« og udtaler ligeledes til Variety, at han ikke vil fælde dom. »Som kunstner er det mit job at finde menneskelighed i alle mennesker – mennesker som er blevet gjort til skurke, mennesker som er blevet gjort til ofre«. 

Efter at have set dele af manuskriptet kalder ‘Leaving Neverland’-instruktør Dan Reed til gengæld i The Times filmens intentioner for »en total hvidvaskning«. Han ser ‘Michael’ som et tydeligt forsøg på at »genskrive anklagerne og afskrive dem«.

»Jackson ses kun tage sig af børn med kræft eller danse med en lille pige i en kørestol eller i færd med at lægge adskillige små drenge, mest hans nevøer,  i seng til sleepovers«, udtaler han i til Variety. 

Ingen har fortjent en blockbuster-biopic 

Det er naivt at forestille sig, at lovningen om kompleksitet er andet end tomme løfter. 

Som det er tilfældet med alt i Hollywood-film i ‘Michael’-ligaen, kommer forretning først. Og en film, der så meget som udforsker andet end Michael Jacksons komplette uskyld, er bad for business

Pædofilianklager sælger ikke billetter. Det gør historien om et musikalsk unikum, der kæmpede med at flygte fra sin umenneskelige barndoms dæmoner til gengæld. 

Musiker-biopics, der oftest omhandler afdøde kunstnere, er notoriske pengemaskiner. Og de udstiller sjældent andet end hykleri i deres forsøg på at skjule det. 

I de fleste tilfælde gentager de velkendte patosfyldte narrativer, som det var tilfældet i ‘Elvis’ (ikke som ‘Priscilla’, der sjovt nok ikke fik lov til at bruge stjernens musikrettigheder).

Men i de værste tilfælde risikerer genoplivningerne at kapitalisere på de ofte allerede velkendte tragedier på problematisk vis. Som i den kommende Amy Winehouse-biopic ‘Back to Black’, som mange fans frygter vil smede drama på sangerens i forvejen tragiske liv uden pause fra offentlighedens søgelys. 

Michael Jackson med Wade Robson og hans mor i ‘Leaving Neverland’. (Foto: Wade Robson archive/Amos Pictures)

»Han fortjener, at der bliver lavet en film. Jeg er spændt på at være en del af den«, udtalte Miles Teller, der spiller Jacksons manager John Branca som forsvar af sin medvirken. 

Men i virkeligheden er der ingen, der er berettiget til en millarddyr biopic om deres liv.

Og ja, Michael Jackson er død og ikke dømt. Og nej, hans position som en af de største genier i nyere tids musikhistorie er svær at komme udenom. Men Jacksons indflydelse og fortælling er absolut også en af de mest kendte, beskrevne og tabloiddyrkede kapitler i den moderne musik- og pophistorie. 

En biopic kommer ikke til at ændre på, om folk kommer til at huske Michael Jackson. Men den kan ændre på, hvordan folk kommer til at huske Michael Jackson. 

Og mens alle involverede i ‘Michael’ pudser glorien med deres »upartiske« portræt, risikerer filmen at gøre ofre tavse og give stjernen en ufortjent oprejsning.

‘Michael’ får amerikansk premiere 18. april næste år. Den danske premiere er endnu ikke fastsat.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af