Versace hyldede Prince i Milano – ny musik og masser af lilla

Versace hyldede Prince i Milano – ny musik og masser af lilla

Donatella Versace var gode venner med Prince, og hun hyldede ham i weekenden, da Versace afholdt show under herremodeugen i Milano.

Faktisk hyldede Prince også det italienske modehus, for playlisten inkluderede en række Prince-numre, blandt andet hvad der lyder som et remix af ‘Sign o’ the Times’, som man kan høre en bid af i Instagram-videoen nedenfor, hvor det afdøde ikon synger »Versace«.

»Soundtracket inkluderer aldrig før hørt musik fra Prince, som var skrevet og indspillet som en personlig gave til Donatella Versace«, stod der i en pressemeddelelse ifølge Dazed. »Donatella vil gerne bruge den specielle lejlighed som en mulighed for at dele den utrolige musik fra en kær og meget savnet ven«.

Der var også nik til Prince på catwalken, hvor flere looks inkorporerede den lilla farve, som musikeren var så kendt for at elske at iklæde sig.

Versace blandede også kvinder ind i showet, der ellers var dedikeret til herrernes SS17-kollektion, og de foldede skjortedetaljer var ligeledes en tydelig hyldest til Prince.

Men hvis nogen alligevel skulle være i tvivl, så satte Donatella Versace trumf på, da hun – vanen tro – tog turen ned ad catwalken mod showets slutning iført et lille jakkesæt med det samme foldede skjortestof.

Læs også: Madonnas Prince-look var spot on – takket være Gucci

Annonce