Året ifølge Freya Dalsjø: »Diversitet handler om at afspejle en virkelighed, som er mere virkelighed end Photoshop«

Året ifølge Freya Dalsjø: »Diversitet handler om at afspejle en virkelighed, som er mere virkelighed end Photoshop«

Artikelserie: En række af landets mest markante personligheder inden for film, musik, mode og tech fortæller i løbet af december om 2016 set gennem deres øjne.

I dag er turen kommet til designeren Freya Dalsjø, der har haft endnu et stærkt år. Ved Copenhagen Fashion Week i august stod hun bag et show, der var et af de allerbedste på flere parametre. Designmæssigt udfordrende, men ultramoderne, og med en catwalk, der smukt omfavnede tidens diversitet.

Hvad vil du især huske 2016 for?
»Det har været et virkelig heftigt år. Der er mange store kunstnere, som har forladt os, resultatet af det amerikanske præsidentvalg og den stigende højrefløjs nationalisme er da alle ting, der har givet dette år en særlig karakter. Derudover var 2016 også året, hvor jeg var på Roskilde Festival for første gang nogensinde«.

Hvilken udvikling i modeverdenen har du haft mest optur over i år?
»Det stigende fokus på at skabe bedre vilkår for dem, der syr alt vores tøj, og hvor meget tøjproduktion forurener. Bæredygtighed inden for moden har gennem de seneste par år virkelig vundet frem, og der kommer flere og flere gode initiativer, som fremmer viden og forståelse for maskineriet bag et modehus. Det er vigtigt, at vi begynder at gøre op med det høje forbrug af køb-og-smid-ud tøj og køber noget af god kvalitet, vi kan have i længere tid. Vi skal jo passe på vores jord og være med til at berige den, og ikke ødelægge den for at have nyt tøj på hver dag«.

Freya Dalsjø

Fra Freya Dalsjø-showet under modeugen i København i august

Hvornår var du mest på røven i 2016?
»Jeg er jo tit på røven – hvornår var jeg ikke på røven i 2016?«.

Hvad er det vigtigste, du har lært i år?
»At der findes røde kartofler, og at heavy metal-koncerter på Roskilde er meget fede. Og så selvfølgelig en masse om mig selv, forhold, mit design og det at drive virksomhed«.

Hvis du skulle give én film/serie fra i år videre til de kommende generationer, hvilken skulle det så være?
»Jeg så ‘Into the Inferno’ af Werner Herzog for nylig med nogle venner, og den satte sig i mig. Herzog og hans co-director Clive Oppenheimer tager rundt og besøger aktive vulkaner i hele verden for at studere deres mystiske, voldlige og fascinerende skønhed.

De præsenterer gennem deres rejse smukke og filosofiske perspektiver på naturen og menneskets samspil. Den var meget smuk, og så er der noget meget beroligende over naturens mægtige kræfter, som gør ens egen eksistens og hverdagsproblemer meget små og ligegyldige«.

Hvad overraskede dig allermest i år?
»At Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg og den stigende mængde af aggressiv sprogbrug«.

Legit. ⚔️🛡 #GOT #subwaycreatures

Et billede slået op af SubwayCreatures (@subwaycreatures) den

Hvilken Instagram-profil har du haft mest optur over at følge i år?
»Lige nu har jeg meget god grineren over en profil, der hedder SubwayCreatures, som på en meget skøn måde viser alle de skøre og vidunderlige eksistenser, der er derude, og som man kan møde på en subway. Hvor ville verden dog være kedelig uden dem«.

Du var en af de danske designere, der bedst omfavnede diversitet på catwalken. Hvad håber du sker på den front i 2017?
»Skønhedsidealet 2016 følger jo naturligt med de seneste års tendenser med normcore og Vetements og et generelt opbrud med et lidt forældet poleret, photoshoppet skønhedsideal. Diversitet på catwalken handler jo om at udfordre et forældet skønhedsideal og afspejle en virkelighed, som er mere virkelighed end Photoshop.

Det er bare lidt mere moderne at vise sine bumser fremfor at dække dem til, og i det hele taget turde vise hvem, man er, og stå ved det – dreng i pigetøj, pige i drengetøj, transkønnet i noget tredje, eller hvad man nu har lyst til, så hylder moden og opfordrer til, at man stolt står ved sig selv, som man er. Og sikke en fantastisk udvikling, der desværre har lange, store skridt forude og forhindringer på vejen for at nå i mål i virkeligheden. Men håbet for 2017 er at nå lidt længere«.

Læs også: Er mangfoldighed blot modens seneste trend?

Læs også: Alt om året der gik – kåringer, tilbageblik og interviews