Cardi B’s Fashion Nova-samarbejde er lige det, verden ikke har brug for i 2018

Cardi B’s Fashion Nova-samarbejde er lige det, verden ikke har brug for i 2018
Cardi B i et af sine kommende Fashion Nova-looks
Vi er allesammen ved at indse, at vores forbrugsmønstre skal forandre sig, hvis miljøudviklingen skal ændres. Det ville være fedt, hvis kendisser som Cardi B hoppede ombord i stedet for tænke på profitoptimering.
Cardi B’s Fashion Nova-samarbejde er lige det, verden ikke har brug for i 2018
Kristian Keller

Moderedaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. Cardi B har lige annonceret, at det Fashion Nova-samarbejde, som hun har teaset i længere tid, bliver sat til salg den 15. november. Det 80 style store collab markerer både rapstjernens første store designsamarbejde, ligesom det er næste skridt for den amerikanske fast fashion-kæde, der ikke tidligere har arbejdet sammen med en kendis af Cardi B’s kaliber.

Det er jo imponerende nok og et forfriskende oplagt match. Cardi B har nemlig arbejdet sammen med Fashion Nova (hun har tidligere fortalt, at de betalte hende 20.000 dollars om måneden for gå i og promovere deres tøj på de sociale medier), siden før hun eksploderede og blev den mest populære kvindelige rapper.

Samtidig passer Fashion Novas ofte tætsiddende design og mere kropspositive image godt til Cardi og hendes målgruppe. Så langt så godt. Men ja, der er noget ved annonceringen, som bare er svær at få optur over. Vi lever i en tid – i hvert fald her i lille Danmark – hvor miljøet fylder meget. Modebranchen er også så småt ved at tage dens ansvar i den henseende seriøst. Det handler meget om sundere produktionsgange, brug af økologiske materialer, mindre plastik og så videre. Men i virkeligheden er overproduktion og overforbrug en af de største syndere. Og her er fast fashion-kæder som Fashion Nova, Zara og H&M stadig en stor del af problemet.

Er det så fair at forvente, at Cardi B skal zoome helt ud, og i det store miljøbilledes navn vælge at droppe et samarbejde, der både er lukrativt på den korte bane og langsigtet sikkert gør hendes brand stærkere? Måske ikke, men hvor ville det da være forfriskende, hvis en stjerne af hendes kaliber gjorde det til en del af fortællingen i stedet for blot at fokusere på at profitoptimere hendes egen lille forretning så meget som muligt.

I forbindelse med samarbejdet har Cardi B mange fine tanker om at gøre luksus tilgængeligt for alle.

»Jeg vil få de her kvinder til at se så lykkelige ud – så strålende, sexy, business-agtige og poppin’. De skal se ud, som om de har Gucci og Prada på, men det har de ikke, de har min tøjlinje på«, siger hun ifølge Business of Fashion.

Og det fint nok at gøre op med, at der skal stå Gucci i nakken, før noget er godt nok, men lad os bare være ærlige, det handler nok primært om muligheder og indtjening. Fashion Nova er desværre ofte blev anklaget for at lave tøj af dårlig kvalitet, hvilket er forventeligt, når produktionstiden og priserne presses så hårdt, som de gør, når vi snakker om fast fashion.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

I can buy designer but this @fashionnova fit !

Et opslag delt af CARDIVENOM (@iamcardib) den

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

Ifølge Business of Fashion bliver kollektionens gennemsnitspris 250 kroner, hvilket i demokratiseringens navn er fint. Det ville have været usmageligt, hvis en rapper med hendes image havde lavet en luksuskollektion, som var ubetalelig for 99 procent af hendes fans. Men omvendt er det tid til at ændre vores forbrugsmønster, og her er det okay at forvente, at popkulturens magthavere tager en del af ansvaret på sig.

Behøvede Cardi B’s kollektion af indeholde hele 80 styles? Nej! Behøvede den at stræbe efter overshopping med bundlave priser? Nej! Behøvede den at blive skabt i samarbejde med en mere eller mindre skruppelløs fast fashion-gigant? Nej! Kan man sige præcis det samme om Beyoncés Ivy Park-samarbejde med Topshop og H&M’s seneste designer-collab med Moschino? Ja!

Vi lever i en tid, der heldigvis bliver mere og mere politisk. Hvor vi forventer, at selv popstjerner som Taylor Swift toner rent flag politisk, og hvor sorte popstjerner bruger deres platform til at tale imod politiets magtmisbrug og for sortes rettigheder. Næste skridt bør være at påtage sig et medansvar for klodens fremtid og tone det egoistiske fokus på merindtjening en anelse ned. Hvem ved, måske kan den slags miljøbevidsthed rent faktisk bedre betale sig på den lange bane?

Læs også: Du bruger ikke nær så meget af dit tøj, som du tror

Advertisement