De Må Være Belgiere

Firserne i Danmark var andet end Thomas Helmig, Søs Fenger og Dodo And The Dodos. I en bedre verden havde århusianske De Må Være Belgiere været det første navn, man forbandt med den danske musikscene tyve år tilbage. Det er i det mindste vores held, at de nu er blevet gravet frem fra glemslen, mange år efter at de slukkede forstærkeren for sidste gang. De oplagte referencer er Joy Division, Siouxsie And The Banshees og andre sorte stjerner på den engelske himmelhvælving, men i kraft af at der synges på dansk, bevarer bandet en indiskutabel, egen identitet.

De Må Være Belgiere spiller mørkladen og knugende postpunk. Guitarerne skærer og bløder, det ene massive molriff overtager det andet. Basfigurene er gnavne, monotone og ligger præcist hvor de skal godt fremme i lydbilledet. Jesper Hedes vokal sitrer af afmagt og længsel, men er samtidig stolt, kraftfuld og fattet. Som hvis Ian Curtis fra Joy Division havde været dansker og beholdt livet trods alt.

Syreregnen siler og atomkrigen lurer, men det er som om århusianerne byder mismodet trods med deres musik. Man mærker en uforskrækket og selvbevidst følelse af romantisk protest. En stor del af pladen er en koncertoptagelse fra Musikcaféen i København. At lyden bliver ekstra rå og upoleret i live-situationen beriger nærmest kun indtrykket af autentisk, usminket firsertristesse.