Zaki

Zaki - Life, Love & Resistance
4 6
Zaki
'Life, Love & Resistance'

Album, Juicy Halftone

Smeltedigel er en passende betegnelse for Zakis nye album ‘Life, Love & Resistance’. Rapperen formår på sit andet album at blande beats fra alle verdenshjørner, og gæstelisten tæller blandt andet rappere og sangere fra USA, Gambia og Algeriet, hvilket giver albummet et internationalt snit og præg af world musik.

Gennemgående befinder albummet sig musikalsk i krydsfeltet mellem hiphop og reggaerytmer, og en sammenligning med Timbuktu ligger lige for, både hvad angår musik, rap og de ømme omkvæd. Præcis som åndsfællen fra nabolandet, har Zaki fået inspiration fra rejser til det store udland, og resultatet er fint.

Åbneren ‘Whats Going On?’ er med et langsomt west coast-beat og eksotisk kor et af de bedste numre på albummet, sammen med den festlige funky ‘Pitch That Ish’. Reggaenumrene ‘Music’ (med en toastende Natasja i sit rette element) og ‘Now Your Gone’ har begge Manu Chao-guitar og vuggende beats, der holder lytteren i hånden hele vejen til stranden. Albummet kommer dog til at stå i stampe midtvejs, hvor flere numre fremstår for ens, for kun at blive afbrudt af et par halvkedelige Bollywood-indslag.

Selvom teksterne er prædikende, er stilen tilbagelænet, og man kommer i sommerstemning af de mange bløde reggaerytmer og iørefaldende omkvæd. Når det bliver juli måned, og vi får de tre ugers sommer, som vi har krav på, vil jeg høre (det meste af) det her album med en kold fra kassen og en conscious mind.