Charlotte Gainsbourg

Charlotte Gainsbourg - IRM
4 6
Charlotte Gainsbourg
'IRM'

Album, Warner

Mange år er gået, siden en meget ung Charlotte Gainsbourg slængede sig på en seng sammen med papa Serge på den dybt kontroversielle duet ‘Lemon Inceste’. Men selv om Gainsbourg har sunget, siden hun var 13, så er ‘IRM’ hendes kun andet album som voksen. Hvor hun på ‘5:55’ fra 2006 havde Air til at skrive musikken, er hun her teamet op med Beck. Og det er et klogt valg.

Becks krøllede hjerne går nemlig fornemt i spænd med Gainsbourgs skødesløse, utrænede stemme. (Næsten helt) væk er den fesne hviskestemme, der før var hendes signatur, og det er positivt. Musikalsk set spænder albummet bredt. ‘Le Chat du Café des Artistes’ er en opdatering af den franske chanson, imens ‘Time of the Assassins’ vækker minder om gode gamle Black Box Recorder. Mest interessant er det dog, når Beck flekser de tynde overarme på eksperimenterende numre som den indbydende åbner ‘Master’s Hand’ og de mere kantede ‘Greenwich Mean Time’ og ‘IRM’, hvor popskabelonen vendes på vrangen med industrielle beats i et laboratorium af forskellige lyde.

Becks musikalske skizofreni kombineret med Gainsbourgs nysgerrige vokal er en ypperlig kombination, der har resulteret i en voksen popplade, som altså ikke er ’voksen’ på P4-måden, men voksen fordi Gainsbourg lyder som en dame, der tør være sig selv – bedst eksemplificeret på den tilbagelænede ‘Heaven Can Wait’ hvor både hviskestemmen og vildkvinden fra ‘Antichrist’ ikke kunne være længere væk.