Søren Huss 'Oppefra & ned'

Var dit seneste møde med den nyborgensiske sanger Søren Huss hans solodebut – den elegiske og selvterapeutiske ‘Troen & ingen’ – vil dette andet album synes som en glædelig udvikling: Et naturligt toneforløb fra mørkt mod lysere. Men hvis man i stedet tænker tilbage pÃ¥ Saybia, vil de lyriske tænder, han nu blotter, være et chok.

Hvem ville pÃ¥ baggrund af deres ufarlige, middle-of-the-road-poprock have troet, at Huss ville rejse sig som et skarpt, dansksproget, lyrisk fyrtÃ¥rn, der bÃ¥de hudfletter nyliberalismen beskt pÃ¥ singleforløberen ‘Den der isme’ (endda katten-om-den-varme-grød-elegant uden at nævne bæstet ved eget navn), transformerer ellers ligegyldige newspeak-fyldord til stor poesi pÃ¥ Ã¥bneren ‘Det er ganske enkelt’ og overbeviser efter sin egen tragedie om, at livet faktisk er værd at leve pÃ¥ skæringer som ‘De sorte tal’ og den hjerteknusende smukke lukker ‘Den smukkeste sommerdag’?

Læs anmeldelse: Søren Huss ‘Troen & ingen’

Jeg havde ikke. Og som adelsmærket for en god sanger og sangskriver er netop lyrikken og Huss’ røst en ubrydelig rød ledetrÃ¥d gennem en meget varieret helhed, der spænder fra de første numres tændte, opløftende uptempo-rock over den salmeagtige ‘Fru Mørke’ til ‘Ambassade’, der med sin kolossalt veldrejede melodi og bjergtagende strygerarrangementer klinger som en fordanskning af noget, der blev tilovers fra Becks ‘Sea Change’-album.

Selvfølgelig er der blandt de ti numre sager, der ikke fænger helt sÃ¥ umiddelbart og effektivt som ovennævnte eksempler – især pÃ¥ albummets solnedgang – den slæbende, tungsindige ‘Koma’, den efterÃ¥rs-vrantne ‘Adgang forbudt’ og ‘Øjeblikket’. Men ‘Oppefra & ned’ bliver heldigvis aldrig en ligegyldig lytteroplevelse. Langt fra.