Sun Kil Moon – rumklang skabte distance

Med ’Benji’ fra i år har Mark Kozelek skabt et album, der vil blive stående. Måske som hans fineste bedrift overhovedet? Under alle omstændigheder som et album, der indtager en særlig betydning på grund af sit ufravendte selvbiografiske indhold med udgangspunkt i dødsfald af både nær og fjern karakter – og de deraf afledte erindringer.

Det er dybest set et album om tidens gang, og det ufattelige mysterium, der lokker for enden af den tid, vi hver især bruger af, indtil vi holder op med at trække vejret. Kozelek tager i den grad fat om nældens rod i sine nye sange. Måske i en grad, så albummet allerede er ved at blive en klods om benet på ham? På Voxhall virkede Kozelek i hvert fald underligt indespærret og beklemt i fremførelsen af de nye sang, som han ved publikum forventer at høre, men som er lavet på en følelse og efter en sangskrivningsform, det kan være svært at zappe ind og ud af. Måske?

Læs anmeldelse: Sun Kil Moon ‘Benji’

’Micheline’ var det tydeligste eksempel på Kozeleks problem med at omsætte ’Benji’-sangene fra et fastfrosset til et levende nu. Hans fraseringer var grove og tonløse og uden skyggen af fornemmelse for originalens sarthed. Det hjalp slet ikke, at vokalen var omsluttet af så meget rumklang, at ordene var omtrent ikkedechifrerbare.

Man må gå ud fra der var tale om et bevidst kunstnerisk valg, (lyden på Voxhall og dens lillebror, Atlas, plejer at være i top), men det gjorde ikke fremførelserne mindre uskønne. Rumklangen så godt som ødelagde ellers fremragende sange som ’Richard Ramirez Died Today of Natural Causes’ og ’I Watched the Film the Song Remains the Same’, der i denne live-setting havde noget underligt uforløst over sig, som blev de fremført gennem en glasvæg.

Rumklangseffekten er én ting, noget andet er, at de særdeles ordrige nye sange ikke tager meget højde for sædvanlige standarder for versrytme og enderim og den slags, og Kozeleks rumklangsråbende ekko lå desværre langt væk fra albummets fint modulerede snakke-sang.

Der var undtagelser – også fra ’Benji’. Kozelek opnåede en fin effekt ved netop at synge skiftevis på afstand af mikrofonen og i et mere afdæmpet leje på for eksempel ’Dogs’, hvis sang om pubertære sexerfaringer synes at ramme noget universelt hos publikum (hvilket bifaldet vidnede om). Her betjente Kozelek sig af en kontrastfornemmelse, der gav nummeret en ekstradimension.

Derudover blev koncerten reddet nogenlunde tørskoet i land af sange som ’Black Kite’ (fra 2012’s ’Among the Leaves’), hvor bandet udøvede den rette mængde disciplin og timing, for at få den sære, bugtende komposition vakt til live. Glimrende versioner af ’By the Time That I Awoke’ (fra Jimmy Lavalle-samarbejdet ’Perils From the Sea’ fra 2013)– med en for koncerten ukarakteristisk rytmisk tyngde – og ’Ceiling Gazing’, hvor Kozelek fandt et klædeligt vokalt leje, gav anledning til bifald uden den mindste ærgerlige bismag.

’Benji’ er et unikt album. Det kan ingen tage fra Mark Kozelek. Men aftenens koncert var endnu en anledning til at erkende, at ikke al stor kunst klarer transformationen fra et medium til et andet. Man kan diskutere om forsøget var halv- eller helhjertet, men den usynlige glasvæg mellem sanger og publikum – og mellem indspilning og udførelse – blev stående ubrudt.

Læs også: ‘Benji’ på vores liste over halvårets 10 bedste album

 Det var ikke tilladt at fotografere til koncerten.