Foxygen

Foxygen er et imponerende uimponeret band. Siden duoen som drenge i 2011 gav producer-professoren Richard Swift en brændt cd med deres sange, har de vadet i succes. Men det er med deres nye album, at de bliver mænd.

Igennem 82 minutter og 24 sange vælter Sam France og Jonathan Rado rundt i garagerock, punk, lo-fi, spoken word, klassisk rock, pop, bigband og doom metal, og i en rus af legesyg kådhed kommer også syrede instrumentalfantasier, nedbarberede naivistiske ballader og guitarbølger af støj til.

Resultatet er et overdådigt konceptalbum, hvis lyd billedligt bedst kan beskrives som en skizofren, vodkastiv kanonkonge, der ruller rundt i 70’ernes L.A. og fra sadlen af sin velourbelagte kanon skyder rustent guldglimmer mod skræmte fremmede. På én og samme tid meget sært, meget spændende og ekstremt imponerende.

Læs også: Top Track: Foxygen ‘How Can You Really’

Et indblik ind i det sprudlende Cirkus Foxygen får man gennem sangnavnene. Numrene 12-15 hedder for eksempel ‘666’, ‘Flowers’, ‘Wally’s Farm’ og ‘Cannibal Holocaust’, og mens de to synger, råber og snøvler derudaf, kan man ikke undgå at blive hypnotiseret af de mange små og store historier, der gemmer sig i mængden.

Essentielt er duoen hele tiden tilstrækkeligt i kontrol til at fastholde den gode melodi, og den største anklage, man kan rette mod albummet, er den uoverskuelige mængde godhed. Og det er jo ikke en værdig anklage.

Allerede på deres tredje album har Foxygen lavet deres første lille opus og skriver sig ind i de flottere sider af musikkens store rockleksikon.

Hvor de skal rubriceres? Det er straks sværere.

Læs interview med Foxygen i det nye Soundvenue, der er på gaden nu.