The New Spring – andægtig alenetid

The New Spring – andægtig alenetid
Foto: Jonas Kjærsgaard
Bastian Kallesøe beviste på Spot Festival, at det nogle gange er nok med bare en mand og en guitar.
4 6

Koncert, Filuren

Uden den mindste fanfare indtog Bastian Kallesøe den lille scene Filuren, blot bevæbnet med sit håndvåben: En westernguitar smagfuldt doseret i diskrete chorus-effekter. En optimal ramme om det nedbarberede udtryk, hvor det åbenlyst var sangskrivningen, som var i fokus.

Den andægtige alenetid, som sendte The New Spring-sangene udover scenekanten, forplantede sig også hos et opmærksomt publikum. En stemning, som Kallesøe ikke var sen til at punktere med tørre jokes som en indie-Niels Hausgaard. Han introducerede blandt andet den Elliott Smith-influerede ‘The Glow’ med ordene: »Jeg troede, at jeg skulle være popstjerne, da jeg skrev denne sang. P3 svarede ’Aldrig i livet’. Jamen, den er jo et hit! De aner ikke, hvad de snakker om«.

Publikum blev trakteret med solide skud fra bagkataloget i form af ‘The Hours of the Day’ og heltekvadet ‘In the Spirit of the Revolution’, men Kallesøe luftede også nyt materiale i form af ‘Canopy’ – en fin komposition sammensat af et intrikat fingerspil i ånden efter Leonard Cohen og Nick Drake, som dog for så vidt ikke føjede nyt til hovedpersonens metier.

Koncerten sluttede med en slet skjult reklame om, at man kunne købe The New Springs udgivelser oppe i foyeren, men det til side var en halv times opvisning i The New Springs åbenlyse talent som singer/songwriter af klassisk tilsnit en glimrende bekræftelse på, at en mand med en akustisk guitar ofte er nok.

Læs anmeldelse: Vinnie Who på Spot Festival – sublim vellyd