Publikum blev forbipasserende i 18+’s elektroniske performance-installation
Konceptduoen 18+ var på en utaknemmelig opgave i forhold til at purre op i klubpandehåret tirsdag aften lige efter pinse. Muligheden for en mindre hverdagstrance blev fravalgt til fordel for Netflix and chill, og de fremmødte forholdt sig i stedet kultiveret og lyttende over for noget, der kunne have været stålblank minimal techno, men i stedet mindede mere om en androide-agtig performance art-installation i en kunsthal.
Duoens totale lydminimalisme passede ellers godt ind i Sigurdsgades intime rum, der med sine underspillede forhold placerer sig som en populær, usnobbet natklub i weekenderne – thrashy nok til et mere veloplagt og legende 18+ end tilfældet var. Det velfungerende lydsystem formåede dog hele vejen at skille de apatiske beats fra hinanden og få hver skurren og eksplicit tekststykke (a la Peaches) med videre i duoens hårdt pumpede, elektroniske set, hvor rap-tonaliteten var den tydelige grundstruktur.
Samias monotone skærebrænderstemme manifesterede sig klart og brutalt i en fin vekslen med Justins croonen, der på sin side dog viste en langt større spændevidde. Især på numre som ’Pain Sport’, ’Trippin’ og ’All the Time’ var hans falset overraskende øm. Den led ikke et knæk undervejs og lød i perioder nærmest som dubbingen til en sælsom japansk tegnefilm, så rent og sikkert blev den gennemført.
Man fik indtrykket af, at han stort set kunne køre showet selv, blive ved og ved med at spytte isafkølede ordfloder ud, især da duoen begyndte at eksperimentere med noget pladsbytning, hvor han så fik lov til at flyve solo over nogle passager. Da Samia kort efter gjorde det samme, var indtrykket ikke halvt så overbevisende. Men basbølgerne skabte igennem det hele en fornemmelse af at være ude at bade alene i Østersøen på en overskyet sommerdag. Det klædte den dystre atmosfære.
Publikum reagerede lidt brat på den stærke ’Crow’ ca. halvvejs i settet, og måske derfor havde Samia især lidt problemer med at finde sig selv rigtigt i det. Ærgerligt at kikse, når man har sådan et trumfkort på hånden.
Derefter blev der skruet lidt op for volumen, hvilket måske ikke var det bedste valg, når nu klangfacaderne med mest balladepræg og Hitchcock-agtigt fugleunivers fungerede så fint og subtilt. Men i fællesskab fik 18+ samlet sig selv op hver gang og leverede overordnet set et fint, indadvendt og futuristisk r’n’b-set, som enkelte steder fik godt fat i Nørrebros tirsdagsmelankolske øregange. Mere som gademusikanter end som gangsters konstituerede de én lang, psykotisk karaokesession.
Selv Sigurdsgade-scenen var dog lidt for stor for dem, og der kom for lidt fokus på de stemningsmættede visuals, som ellers kunne have været interessante at presse duoen længere ind i. Og hvis nogens telefon havde ringet midt i det hele, ville hele integriteten være blevet totalt ødelagt.