De fem bedste ting vi så til Distortion Ø

De fem bedste ting vi så til Distortion Ø
Yung Lean.
Foto: Kasper Månsson
Fra svensk rap til britisk garage – her er vores musikalske højdepunkter fra Distortion Ø fredag.

1. Yung Lean – Red Bull Music Academy-scenen

»SAY BOYS, SAD BOYS, SAD BOYS«.

Kampråbet lød allerede ti minutter før koncertstart, og Yung Lean – der bevæger sig mellem kult og kliché – havde uden tvivl et lokalt dansk følge på plads, som var klar på at tage revanche for sidste år, hvor den svenske rapper aflyste sin Distortion-koncert i 11. time.

Yung Lean havde maveproblemer, men var umiddelbart i hopla til en koncert, som mest af alt var fest: De svævende produktioner pumpet helt op med testosteron, som så stod i kontrast til den underliggende, patenterede Sad Boys-stemning, der er iste blandet med lige dele melankoli og eufori.

»It’s an emotional night«, udbrød hovedpersonen flere gange. Det var det ikke rigtigt, men det var en intens og unik rap-optræden, der blandt andet bød på hittet ’Yoshi City’, mens den morfin-døsige gennembrudssang ’Ginseng Strip 2002’ røg på mod slutningen.

2. Monolink – Fire Truck-scenen

Der findes ikke mange træer i de industrielle omgivelser på Distortion Ø, men alligevel havde man en magisk fornemmelse af at befinde sig dybt inde i en fortryllet skov, hvis man bevægede sig over på Fire Truck scenen.

Med ypperstepræstagtig hovedbeklædning og visuals, der lignede noget mosekonen havde brygget på LSD, tog tyske Monolink os med på et tilbagelænet house-trip med svampet bas, håndspillet guitarklimpren og en vokalpræstation i samme toneleje som sjælevennen Fritz Kalkbrenner. Der var en yderst ristet og ekstremt laidback stemning blandt publikum, som nemt kunne tolkes som kedsomhed, men at dømme på de brede smil og begejstrede tilråb var der snarere tale om, at folk virkelig var in the zone og havde en mere introvert orienteret fest, end så mange andre steder til Distortion.

First Hate.

First Hate.

Annonce

3. First Hate – Bedford Truck-scenen

I smørhullet mellem en hardcore techno-tunnel og Sort Distortion-scenens afrikanske rytmer var First Hate en tiltrængt afvigelse med deres live-setup. Endnu engang beviste den unge, københavnske duo nemlig, at deres minimale, men virkelig effektive, dystre synthpop gør sig fremragende live – især takket være frontmand Anton Falck Gansteds afgrundsdybe vokal og intense nærvær, der får en helt ny dimension her end på plade.

’Infinite Horizon’ og ’Warsawa’ fik en seriøs tyngde i forhold til de mere svævende produktioner fra den nye ep ’The Mind of a Gemini’, mens de synthpumpede og øjeblikkeligt feststartende ’White Heron’, ’Girls in the Club’ (med live-claves!) og ’Trojan Horse’ gjorde det klart, hvorfor First Hate også passer ind på en elektronisk festival, som Distortion Ø er. Et virkelig friskt livepust fredag aften.

David Rodigan på The Boat, hosted af RubA'Dub Sundays og Champion Ting.

David Rodigan.

4. David Rodigan – The Boat

David Rodigan overtog roret på The Boat-scenen efter Klumben, og stemningen var selvsagt elektrisk, da vel nok alle tiders mest legendariske reggae- og dancehall-dj entrerede med en til aftenen specialklippet dubplate fra Damian Marley. Herfra tog mesteren os ellers med på en historisk dannelsesrejse ud i alt, hvad den caribiske ø har at byde på.

Alt fra roots til digital dancehall – nyt og gammelt, kendt og ukendt – blev slynget i hovedet på et tændt publikum, der også fik en fremragende indføring i den jamaicanske toaster-disciplin. David Rodigan havde en assistent til at trykke play på de fleste af pladerne, mens han selv farede rundt og indpiskede masserne, og der var bare et eller andet misundelsesværdigt i at se en gentleman-lignende 65-årig brite være helt oppe at køre over et Beenie Man og Bounty Killer-remix af Rihannas ’Bitch Better Have My Money’.

5. Oneman & My Nu Leng – Red Bull Music Academy-scenen

Det var virkelig en utaknemmelig opgave at overtage scenen fra de to Distortion-darlings Eloq og DJ Er Du Dum Eller Hvad, men britiske Oneman, My Nu Leng og en medbragt hypeman tog udfordringen op med nakkebrækkende beats og et vanvittigt opskruet tempo, der snildt kunne matche massernes mod på yderligere amokløb.

Speed garage af den mest smadrede og møgbeskidte art var omdrejningspunktet, og da det snart 20 år gamle ikoniske hit ’Ripgroove’ med Double 99 blev smidt på, var undertegnede tæt på at eksplodere i ekstase. Kombinationen af opskruet wobble-bas, synkoperede house-beats og ragga-lingo var det perfekte match til et publikum, der var ude på ballade. Når det så kunne spices up med Jay Z-vokal, buldrende Blawan-agtig techno og regulær grime med Wiley, så var det altså svært at være utilfreds.

Back-to-back-setupet, hvor Oneman og My Nu Leng skiftedes til at smide plader på ilden, var desuden en garant for, at settet hele tiden tog nye overraskende drejninger og aldrig blev kedeligt.

Læs også: Fotoreportage: Sådan så det ud, da Distortion ramte Refshaleøen

Læs også: Distortion: Syv must-sees til Final Party på Refshaleøen