Lord Siva svæver tæt på overdosis med sin blodsprængte r’n’b

Lord Siva svæver tæt på overdosis med sin blodsprængte r’n’b
Lord Siva svæver tæt på overdosis med sin blodsprængte r’n’b - 3
4 6
Lord Siva
'3'

Album, disco:wax

Lige siden Lord Siva i 2014, med slet skjult inspiration fra Den Gale Pose, sang narkomantraet »posen med i lommen, så jeg ved det ender galt«, har han selvransagende optegnet de flossede kokainstriber, der omgærder hans helt eget spor af blodsprængt natte-r’n’b. I aalborgenserens spæde begyndelse (på debut-ep’en ’100’) var det nærliggende at mistænke ham for at efterdigte The Weeknds tidlige materiale som endnu en flavor of the month, men med den efterfølgende ep, ’180’, beviste nordjyden sit værd som auteur og manede sådanne tilsnigelser eftertrykkeligt til jorden.

Omtrent tre år er gået siden ’100’, og nu står sangeren omsider klar med et debutalbum, hvis cover for første gang viser en fotogengivet Siva – en person, der ikke længere gemmer sig bag ekspressionistiske, Doctor Manhattan-agtige karikaturtegninger. Men selv om der på ’3’ anes større rummelighed og varsom sondering af nye musikalske afkroge, er der hovedsagelig ikke mange 180-agtige overraskelser på albummet: Tematikken kredser stadig omkring lovstridige stoffer og disses efterdønninger.

Gentagelsen er dog ikke en altoverskyggende skavank, da man hellere skal gå til ’3’ som en videreførelse af Sivas poesitekster snarere end en egentlig fornyelse af hans stadigt unge portefølje. ’3’ viderebroderer nemlig på den lyssky og forvrængede r’n’b-romantik, som de to ep’er introducerede, ligesom den atter tager ungdomshedonismen op til overvejelse, søger neonlysenes storbykatarsis og efterlever en nærmest bohemeagtig tilværelse, der i kopiøse mængder præges af falmede klubnætter og drug-nedture.

På ’3. dag’ – en bittersød semi-banger om at feste tre dage i rap – indrømmer Siva blankt over fuglekvidrende synth, at hans eneste remedie mod overdosis er at dejse om før eller siden: »Jeg’ på vej mod månen og må kom’ ned / eneste vej for mig er et frit fald«.

Med muteret stemmeføring synger forpinte Lord Siva også om livet i overhalingsbanen på ’Ung’: Et sinistert klaverepos, hvor den tilbagevendende selvfølge »Livet må gå hurtigt som ung« sender en sagte rislen ned ad ryggen.

Selv når Siva ikke intellektualiserer sit forkvaklede forhold til rusmidler via højtravende og subtile parabler, navigerer han inden for et interessant spændingsfelt, der til dels efterrationaliserer selvsamme anliggende. Singlen ’Blind’ præsenterer sig således som et friskt pust, hvor den heliumsvulmede vokal i refrænet – »Jeg må have været blind« – bakser med ulykkelig kærlighed og dens strabadser.

Den afsondrede og spartanske enspænderballade ’En som’ gør også sit for at understrege albummets tyngende og lillabadede sjælesyge med onelineren »selv om der er mange inde på klubben, så kan jeg stadigvæk føle mig ensom«. Selve indspilningen virker her en smule barket, men det er formentlig en tiltænkt og velkalkuleret risiko, der giver et klædeligt, sitrende payoff.

Størstedelen af albummet skildrer rusens bumlende rutsjebanefærd med nedture, der er mindst lige så kolossale, som opturene er kortlivede. Og man forstår det godt – for psykedelisk musik bliver sjældent kedelig.

Men når Siva alle dage har svævet farligt tæt på overdosis i sit vægtløse r’n’b-kammer, hvor episke synthflader valser med næsten Michael Strunge-agtige tekstbidder, er det som lytter frygtelig nemt at blive rundtosset. Hvad indtagelse af stoffer angår, er det muligt, at Sivas toksicitetsgrænse har oppet sig for hver udgivelse, men det har selve tematiseringen af den som sådan ikke, hvorfor man savner mere risikovillighed.

Når det er sagt, er der ikke ét eneste underlødigt nummer på albummet – hverken hovedpersonens elegisk fabulerende lyrik eller Carl Barsks bæredygtige synthkonstruktioner halter. Bundniveauet er dejlig højt, men ’3’ bliver ikke samme øjenåbnende lytteroplevelse som de indledende ep’er.


Kort fortalt:
Lord Sivas debutalbum viderebroderer på den krakelerede natte-r’n’b, som aalborgenseren introducerede med sine to indledende ep’er. Både lyrik og produktion holder distancen, hvilket gør bundniveauet klædeligt højt, men der så godt som ingen tematisk variation at hente i denne ombæring.

Læs også: Top Tracks: Her er ugens otte bedste nye sange