Ulige Numre-frontmand går solo – hør Carl Emil Petersens debutsingle, ‘Liv før døden’

Ulige Numre-frontmand går solo – hør Carl Emil Petersens debutsingle, ‘Liv før døden’

Da Ulige Numre den 15. marts annoncerede deres opbrud, var det bare et spørgsmål om tid, før frontmand Carl Emil Petersen ville lancere sin solokarriere. To dage skulle der gå, for nu er Petersen klar med sin første single i eget navn, ‘Liv før døden’, der er ude nu.

Det ringlende rocknummer er produceret af Sune Wagner og indspillet hos Raveonettes-frontmanden i Venice Beach, Californien. Planen er, at der kommer et debutalbum i løbet af efteråret.

Nyheden ledsages af Petersens forklaring på, hvorfor Ulige Numre er slut og solokarrieren skudt i gang.

Carl Emil Petersen:
»Jeg tror på, at et band har en vis kreativ levetid. Vi havde nået det vi kunne med Ulige Numre, og jeg havde et behov for at komme et nyt sted hen. Jeg følte ikke længere, at jeg kunne udfolde mig helt i den konstellation med de ungdomsvenner, som vi jo var og er.

Men det vigtigste er nok, at jeg trives bedre alene. Jeg skriver musikken alene, og jeg arbejder bedst alene. Jeg har jo sådan set også skrevet de andre plader på egen hånd. Det kreative maskinrum, som jeg føler mig så godt tilpas i, har jo altid været uden de andre. På den måde har jeg jo altid været min egen artist, og bandformatet passer nok ikke så godt til mit temperament.

Jeg har været i et band siden jeg var 19-20 år, og hvis jeg skal tage det et skridt videre eller gå i en ny retning og blive ved med at bevare gnisten i det jeg laver og samtidig have det sjovt med det, så er jeg nødt til at prøve at arbejde sammen med nogle andre mennesker. Høre nogle andre fortolke de ting, jeg kommer med. Og ikke mindst være bossen for det hele.

Der er en sikkerhed i at gøre, som man plejer. Det bliver let komfortabelt, og så kører man bare videre i samme spor. Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv stå og være forsanger i et ungdomsband længere. Jeg har en ide om, at jeg gerne vil være kunstner på den lange bane. Så på mange måder har det været et helt naturligt forløb.

Men det er vigtigt for mig at slå fast, at der ikke har været tale om noget dramatisk bud, og at de andre har taget det utrolig pænt. De havde måske nok også set det komme. For mig handler det også om at tage ansvar for min egen karriere. Selv bestemme, hvornår ting sker. Og hvornår de slutter«.