Beskederne fra nysgerrige venner tikkede konstant ind i løbet af dagen: Hvordan ser der ud til For Evigt Hip Hop? Er festivalen i Rødovre helt kaotisk? Er der kommet nogle mennesker? Hvordan er mad- og toiletforholdene? Den overvejende skeptiske omtale i hiphopmiljøet – i kølvandet på en lidt kaotisk kommunikation fra festivalen selv – havde tydeligvis fået folk til at mistænke, at der ville ske en mindre katastrofe i Rødovre. Jeg har faktisk selv spekuleret over, hvordan det mon ville gå den nye festival i en artikel tidligere på ugen.
Men jeg måtte skuffe de nysgerrige venner, og alle de kritiske røster skylder faktisk festivalen en mild undskyldning. Der skete ingen ulykker til For Evigt Hip Hop. Faktisk var festivalen – i mangel af bedre ord – vildt hyggelig. Der var intet nyt fra Vestegnen: Solen skinnede, der var næsten ingen kø til de mange mad- og drikkeboder, alle kunstnerne optrådte og menneskerne virkede generelt glade og imødekommende.
Eller nej, det er faktisk ikke rigtigt – ikke alle kunstnerne kom. MellemFingaMuzik aflyste deres koncert blot 30 minutter før festivalen åbnede sine døre, hvilket unægtelig var en ildevarslende måde at starte dagen på. Men Albertslund-duoen aflyser ofte deres optrædener, så det virker sandsynligt, at deres aflysning (lige som Jamaikas) var ude af festivalens hænder. De artister, der rent faktisk dukkede op leverede til gengæld oftest.
Jokerens formiddagsset var veloplagt nostalgi, ligesom TopGunn gav en solid kl. 12-optræden. Jokeren optrådte i et skævt siddende jakkesæt, hvilket var et velfungerende selvironisk greb, men den sande stjerne var hans dj, der dryssede masser af gunshots, ’yeah hoe!’-vokaldrops og andre godbidder over koncerten. Der var lidt rutine over begge koncerter, der var sat urimelig tidligt i hiphop-tidsregning, men de blev leveret professionelt og solidt, og under TopGunns set begyndte folk stille og roligt at fylde festivalpladsen. Den blev dog aldrig helt fyldt, hvilket var en smule synd. Mit bud er, at omkring halvdelen af billetterne blev solgt.
Antallet af publikummer peakede nok under Kesi, Gilli og Benny Jamz’ fælleskoncert om eftermiddagen, der var en ret sublim opvisning fra Danmarks førende hiphopkollektiv lige nu. B.O.C.-medlemmerne fik en hel time på hovedscenen til at levere, hvad der lød som en best of af de sidste års hiphophits. De tre rappere gæster jo konstant hinandens sange, så en fælleskoncert virkede som en genial løsning. De tre rapperes kemi på scenen er ret enestående: De vandrede alle hvileløst rundt om hinanden i ottetals-bevægelser, mens de supplerede hinandens linjer. Gilli er den tilbagetrukne, Kesi den store showman, mens Benny Jamz er den energiske hypeman.
Også festivalens andre hovednavne leverede stærke oplevelser. Der var lidt knas – lyden glippede et par gange, og Section Boyz gik meget forsinket på, hvilket sceneværterne forklarede med, at det britiske crew var på ’hiphop-tid’. Da Section Boyz endelig gik på, var der ret tomt foran scenen. De få folk der var der fik dog en højenergisk moshpit-fest med en af Londons mest spændende navne lige nu. Ty Dolla Sign var også veloplagt, selv om mikrofonen delvis var meget lavt indstillet.
Derudover fik vi også et smukt og historisk øjeblik, da Ukendt Kunstner spillede deres (formentligt, men man ved aldrig) sidste koncert nogensinde, mens mørket lagde sig over Rødovre. Der er nok intet hiphopnavn i Danmark, der kan soundtracke mørkets indtog bedre end den københavnske duo. Jens Ole McCoys produktioner er detaljerede og smukke, og Hans Philip er en af de få rappere, der på en måde vokser ind i sine sange på scenen. Hans umiskendelige kropssprog så nærmest ud til at vride ord og stavelser ud af kroppen. Det hele sluttede stærkt med ‘Overleve’ og et fællesbillede. Hans Philip vil blive savnet, men mon ikke solokarrieren venter som næste kapitel.
Jo mindre man til gengæld siger om det hollandske one-hit wonder Lil Kleine, jo bedre. Han er helt katastrofal live. På sommerens Roskilde Festival var han en del af Emil Stabils kaotiske liveshow, der endte med, at den danske rapper ikke nåede at spille sine største hits som afslutning. Til For Evigt Hip Hop fik han så meget scenetid (blandt andet med et rædsomt ’One Dance’-cover), at jeg var tæt på at tage mine høretelefoner på. Har han ikke snart gjort skade nok på de danske festivalscener?
Der var heller ingen ly at finde på den lille ’On the Run’-scene. Lyden her blev totalt druknet af hovedscenen, der lå alt for tæt på, og så var den så lille, at den næsten virkede som en børnescene. Det var lidt synd for Marvelous Mosell, der ellers holdt en pæn fest på babystørrelse-scenen. Selv ikke BFL formåede for alvor at nå over scenekanten her, selv om deres Vestegns-hyldende tracks som ’Det Brian’ og ’Station 2’ blev leveret ekstremt slagkraftigt på hjemmebanen (BFL viste sig faktisk at være et ekstremt stærkt livenavn, lidt overraskende).
Men glemmer man den lille scene, hvilket de fleste gjorde, var koncerterne af høj kvalitet, mens publikum virkede taknemmeligt. Den store scene var desuden smukt sat op: Lige foran en stor boligblok, der så at sige dannede backdrop. Det var en slags konstant påmindelse om, at hiphoppen jo egentlig handler om lige præcis steder som Vestegnen. Områder langt væk fra centrums polerede facader. Der var noget smukt i, at Danmarks første store hiphopfestival fandt sted her. Forhåbentlig kommer For Evigt Hip Hop tilbage igen næste år – til den tid med lidt flere organisatoriske erfaringer.
Læs også: Ukendt Kunstner har spillet deres sidste koncert – se Hans Philips Instagram-farvel
Læs også: Se flere billeder fra For Evigt Hip Hop