90’er-nostalgi i Pumpehuset: Saint Etienne var charmerende trods deres fejl

90’er-nostalgi i Pumpehuset: Saint Etienne var charmerende trods deres fejl
Saint Etienne i Pumpehuset.
Foto: Bo Källberg/Soundvenue
90’er-nostalgi i Pumpehuset: Saint Etienne var charmerende trods deres fejl
4 6
Saint Etienne

Koncert, Pumpehuset

Med godter i posen for 90’er-nostalgikere samt et ønske om at forløse forstadshyldest- og kritikken fra dette års album ’Home Counties’, spillede en amputeret trio bestående af Pete Wiggs og Sarah Cracknell for første gang her til lands i 15 år. De havde dog taget andre venner med sig og stod i alt syv mand høj på Pumpehusets scene.

Saint Etienne har en bemærkelsesværdig evne til at flyde ovenpå popvandene og se ind til kernen af, hvad der er godt popmateriel på tværs af genrer. Den evne viste briterne stadig at besidde, da de med et catchy cover af The Fields Mice ’Let’s Kiss And Make Up’ indtog scenen. Andetsteds blev der plads til de to gamle cover-travere: Candlewick Greens ’Who Do You Think You Are’ og selvfølgelig bandets 90’er-trademark-cover af Neil Youngs ’Only Love Can Break Your Heart’.

Over 25 år senere kan man stadig forestille sig momentet, hvor Cracknell trådte ind i studiet og bed sig som fast sangerinde i gruppen. Med en fældende fjerboa, engelsk vid og en knivskarp vokal var hun det eneste reelle entertainer på scenen. Uden hende og de tilhørende backdrops var det utvivlsomt blevet en anelse for anonymt.

Backingorkesteret lød faktisk ikke altid lige sammenspillede, og rytmesektionen stjal flere gange undervejs lydbilledet, så Wiggs’ tangenter og Cracknells vokal druknede og næsten tabte popmelodierne på gulvet.

Specielt synes flere af de nye sange som ’Out Of My Mind’, ’Whyteleaf’ og ’Magpie Eyes’ at lide under ovenstående, og den lækre produktion på albummet overførte sig ikke for alvor til bandets live-setup.

Det var klart 90’er-materialet, publikum var kommet for, samt det bandet endte med at performe bedst. ’Like A Motorway’, ’Nothing Can Stop Us Now’ og ’He’s On the Phone’ satte gang i publikum og lød skarpe med violin og tværfløjte fra backingbandmedlemmer, der trods alt tjente deres berettigelse på scenen.

Faktisk var koncerten lidt som at besøge de sydengelske forstæder. Der var utvivlsomt en charme og ejendommelighed til stede, men for at synes de er ligefrem fantastiske, skal man være vokset op med dem.