Gorillaz i Royal Arena: Damon Albarn og hans tegneseriehold fandt deres ideelle hjemmebane

Gorillaz i Royal Arena: Damon Albarn og hans tegneseriehold fandt deres ideelle hjemmebane
5 6
Gorillaz

Koncert, Royal Arena

Man skal ikke underkende forskellen på en intim- og en stadionkoncert. Hvor nogle kunstnere drukner på den store scene, og storskærmene frarøver dem deres magi, har andre har brug for højt til loftet, når de med de helt store armbevægelser lægger folkemængderne ned.

Da Gorillaz lørdag aften indtog scenen i et udsolgt, højstemt Royal Arena, tog de det bedste med fra begge koncertverdener. Gorillaz duer nemlig i mere end blot én dimension, så mens Albarn forførte de forreste fans med et bredt gavtyvesmil og en ukuelig oprigtighed, tog hans animationsaliasser på eventyr i de skarpe Jamie Hewlett-visuals bag ham, mens hans veloplagte bandkammerater og skarpskårne kor ubesværet legede på kanten mellem intim- og stadionsfæren.

Det ene øjeblik hjemsøgte det ensomme melodica-hook fra debutens ‘Tomorrow Comes Today’ det store stadion – det næste fordrede mødet mellem mareridts-synthkaskaderne og det klagende kor på ‘Plastic Beach’s ‘Rhinestone Eyes’ feberfantasier en masse. Albarn og co. kælede for deres publikum på tværs af deres snart 20-årige bagkatalog (der dog omfatter en syvårig pause indtil dette års ‘Humanz’-comeback) og alle de genrer, dette gennem tiden har udfordret.

Damon Albarn har alle dage været et legebarn, og med årene er der snart ikke de lege eller kammerater, han ikke vil have med i sin leg. Mens det truede formatet på Gorillaz’ seneste album, ‘Humanz’, fungerede det gnidningsfrit på de skrå brædder. Disse fik kyndigt besøg af blandt andre den opvarmende Little Simz, hvis tordnende, skarpe flow tordnede ud over den nye ‘Garage Palace’, og De La Soul, der både overbeviste på det skæve ‘Plastic Beach’-charmeskud ‘Superfast Jellyfish’ og ikke mindst ‘Demon Days’-kæmpehittet ‘Feel Good Inc’, der toppede i hitparaden af ekstranumre, der desuden tog en nostalgisk, storslået tur omkring ‘Clint Eastwood’, ‘Stylo’ og ‘Demon Days’.

Det har aldrig været vokalen, der gjorde Albarn til en stjerne, hvilket stod ganske klart på de mere underspillede numre som ‘Busted and Blue’. Stjernefaktoren stråler derimod i den ufortrødne legesyge og nysgerrighed, som Gorillaz er et produkt af.

De unikke universer, der hører til hvert enkelt nummer, uanset om det er en fandenivoldsk punkrocket mareridtsmørke eller et funkkanaliserende legesygt soul-eventyr, udfyldte Royal Arena. Vi mærkede Albarn og alle hans legekammerater i kød, blod og ægthed, mens Gorillaz-universet og alle de ‘Humanz’-venner, der ikke kunne lege med denne aften, frydefuldt flimrede over skærmene.

Gorillaz’ leg blev flerdimensionel – og således knækkede de intim- versus stadionkoncert-koden.