Ny N.E.R.D.-sang med Kendrick Lamar er inspireret af politidrab i 2016

Ny N.E.R.D.-sang med Kendrick Lamar er inspireret af politidrab i 2016
Pharrell. (Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images)

I weekenden var N.E.R.D. forbi den californiske musikfestival ComplexCon, hvor de optrådte live for første gang i tre år og spillede alle numrene fra deres kommende album ‘No One Ever Really Dies’, heriblandt singlen ‘Lemon’ feat. Rihanna.

Da gruppen spillede et af de nye numre, ‘Don’t Don’t Do It’, der har Kendrick Lamar med gæst, fortalte Pharrell fra scenen, at nummeret er inspireret af amerikanske Keith Scott, der sidste år blev dræbt af en politibetjent i North Carolina – det rapporterer NPR.

Pharrell fortalte fra scenen, at han havde set en video af Keith Scott og hans kone fra det øjeblik, hvor Keith Scott blev dræbt. I videoen skulle man kunne høre Scotts kone råbe: »Don’t, don’t do it«, og hendes udråb har altså lagt navn til den nye N.E.R.D.-sang.

»Jeg tænkte: ‘Hun ved, at hendes mand skal dø’. Og jeg vidste, at det var et omkvæd. Det eneste, den video mangler, er en melodi og musik«, forklarede Pharrell.

Der er endnu ingen udgivelsesdato på det kommende ‘No One Ever Really Dies’, men man nå næsten regne med, at albummet udkommer inden 2018.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af