De største internationale hiphop tracks lige nu – lyt til ’Flow’ på Spotify

Kesi stjal showet, da gaderapperne ramte NorthSide

Kesi stjal showet, da gaderapperne ramte NorthSide
4 6
Gilli/Kesi

Koncert, NorthSide, Green Stage

Som udgangspunkt synes kombinationen af makkerparret Kesi og Gilli at være en opskrift til et virkelig solidt liveshow. Gillis kølige overblik, tunge ghettolyrik og solide, indlevende bars kombineret med Kesis brandvarme overskud og veludviklede entertainer-gen i ét stort, symbiotisk møde over begges både individuelle og fælles afrobeat-pulserende hitparade – mellem hvilke der med Hennedubs og Nicki Pooyandehs kyndige indblanding på produktionssiden trækkes en flot rød tråd, der får det hele til at gå op i en højere enhed.

Kombinationen virkede så skudsikker. Men alligevel endte showet denne sene eftermiddag på Green Stage med at blive tyvstjålet af Kesi, der havde så fast og passioneret et tag om sit publikum, at Gillis generte, halvdovne dasken omkring på scenen syntes grænsende til overflødig.

Ret skal være ret. Den tyngde, Gillis betonskildringer bidrager med til Kesis letsindige ‘går den, så går den’-lyrik, giver makkerskabet lidt tiltrængt kant – også live. Når Gilli i små glimt gav publikum og koncerten sin udelte opmærksomhed, stod han ganske skarpt og leverede udmærket sine linjer på numre som ’Helwa’, ’Tranquillo’ og ’Langsom’.

Men når han så alligevel ramte helt skævt over backtracket skar det i ørerne – og det var næsten som om, han godt selv vidste det, da det som regel sendte ham på en lille tur om bag den kæmpestore dj-pult fint bestyret af Nicki Pooyandeh. Med sig havde makkerparret desuden Benny Jamz som hypeman, der med sin småskæve timing og halvbagte bidrag stædigt nægtede både at lægge sin rygsæk eller stille sin drink fra sig.

Trods en overordnet ujævn optræden var koncerten alligevel en kæmpestor feststartende fryd at overvære. Æren for dette tilskrives Kesi, der lige fra åbneren ’God dag’ hævede barren. Koncerten peakede med afrobeat-boblende popsjaskere som ’Følelsen’, ’Mamacita’ og den nye ’Kom over’, mens festen naturligvis nåede sit fælles-ekstatiske klimaks med ’Søvnløs’.

Med så meget energi, overskud, dedikation og determination vandt Kesi koncerten og hele NorthSide-publikummet – også dem, der kimsede bag deres smagsdommerbriller.

Læs også: Undskyld, men hvorfor har Gilli aldrig spillet på Roskilde Festival?