’Tha Carter V’ er Lil Waynes mest følsomme album nogensinde

’Tha Carter V’ er Lil Waynes mest følsomme album nogensinde
Lil Wayne.

’Tha Carter V’ er Lil Waynes mest menneskelige album nogensinde. Det er et album fyldt af tvivl, sårbarhed og eksistentielle spørgsmål.

Det er en pænt uventet udvikling, for New Orleans-rapperen er jo egentlig kendt for konstant at søge væk fra det menneskelige. I storhedstiden mellem 2006-2008 sammenlignede han sig eksempelvis konstant med alt fra hajer og monstre til (især) aliens for at understrege, hvor overmenneskelig han var. Waynes mixtapes havde navne som ‘No Ceilings’ eller ‘I Am Not A Human Being’, der pegede mod den grænseløse ambition i denne her totaltatoverede rapper.

Dén nærmest umenneskeligt sublime kunstner er forsvundet. Men på ’Tha Carter V’ er vi for første gang vidne til en ny form for Lil Wayne, der ikke længere forgæves forsøger at fange fordoms storhed, men som til fulde omfavner og udstiller sin egen utilstrækkelighed.

Han plejede at rappe om, at han var så høj, at han kunne æde stjernerne. Men nu er han landet godt og grundigt på jordens overflade med alt hvad det indebærer af middelmådighed, utilstrækkelighed og, ja, menneskelighed.

Ja, der er sange som ’Dedicate’, hvor en samplet 2 Chainz-vokal hylder Waynes indflydelse, og gyngende gangstarap-sange som ’Dope Niggaz’ med Snoop Dogg, der sampler Dr. Dres ’Explosive’. Og der er numre som ’Uproar’, hvor Lil Wayne prøver at genskabe den slags hektiske lyriske angreb, som han engang mestrede på sange som ’A Milli’ og ’6 Foot 7 Foot’.

Men ellers er det et banger-frit album, der oftest vender blikket indad. Kernen i ‘Tha Carter V’ er sange som ’Mess’ og ’Demon’, hvor Lil Wayne betragter sit liv med en blanding af afsky og afmagt.

På ’Mess’ er både Wayne, hans kæreste og hans kone forvirrede »messes«, og på ’Demon’ er alle drevet af dæmoniske impulser – inklusive rapperen selv. »What is my meaning?« udbryder han på det klaverdrevne ’Open Letter’, mens han på afslutteren ’Let It All Work Out’ beskriver sit selvmordsforsøg som 12-årig. Andre steder beskriver han alle de triste og uundgåelige stadier af et krakelerende forhold på ’What About Me’ og ’Perfect Stranger’.

Der er en slags passivitet i de her sange. Før rappede Lil Wayne om et overvinde alle grænser. Her er han magtesløs over for skæbnen. »I feel colossal«, sagde Lil Wayne i 2008 på sangen ‘Mr. Carter’ fra karrierehøjdepunktet ‘Carter 3’. Nu, ti år senere, udforsker han den modsatte følelse af kolossal uovervindelighed.

Samtidig fylder hans mor meget på albummet: Både på coveret, hvor hun optager mere plads end en helt ung Lil Wayne, men også gennem en række vokalbidder, der er strøet henover albummet. Hun indleder med en tårevædet kærlighedserklæring og taler senere både om Waynes selvmordforsøg og hans evner som far. Sidstnævnte passage er desuden introduktionen til sangen ’Famous’, hvor Waynes datter Reginae Carter synger omkvædet. Et andet sted synger hans eks-forlovede Nivea et omkvæd (‘Dope New Gospel’). I det hele taget er det som om, han søger mod sin tætte familie i de svære tider.

Den her sårbarhed og åbenhed er nærmest for meget ved første lyt. Det er en smule chokerende at høre den her tidligere naturkraft af en rapper vise sig at være en forvirret og nærmest fortabt mand. Men det virker som et ærligt og modigt album. Han har fundet ind til noget virkeligt i sin musik igen.

Samtidig kan man ikke skrive om det femte ’Carter’-album uden at nævne den ekstremt komplicerede og besværlige vej til udgivelsen. For albummet skulle være kommet for flere år siden, men en langtrukken strid mellem Lil Wayne og hans adoptivfar og pladeselskabsboss Birdman forhindrede udgivelsen. Rapperen har tydeligvis været frustreret og desperat. På et tidspunkt tweetede han, at han var » forsvarsløs og mentalt knækket«, og at han blev »holdt fange«.

Situationen var så fortvivlet, fordi Wayne jo blev blokeret fra at kunne udgive sin musik. Men også fordi det var hans såkaldte far, der stod bag det. Samtidig kunne Wayne observere, hvordan protegéen Drake har skabt verdenshits som ’Nice For What’ og ’In My Feelings’ ved at sample bounce-musik fra New Orleans, som jo er byen Lil Wayne kommer fra. Den før så handlekraftige og altovervindende rapper var pludselig bundet og passiv, mens andre indtog tronen.

Det virker ikke tilfældigt, at den lange, deprimerende kamp nu resulterer i et album, der udforsker usikkerhed, indre dæmoner og ydre frustrationer på en helt ny skala for Lil Wayne. Og det er netop den fundamentale åbenhed, der gør albummet til den dreadlockede rappers mest spændende udgivelse i mange år.

For nej, hans vokal har ikke længere samme overlegne stemmeleje som før. Hans sammenligninger og metaforer har ikke meget af den uforudsigelighed, der prægede klassiske mixtapes som ’Da Drought 3’ og ’Dedication 2’. Han siger tåbelige nonsens-linjer som »if we could buy time every store would sell it« på ’Open Letter’, eller »I tried to blow my nose and blew my mind / that’s mind blowing« på ’Famous’.

Det er tydeligt, at han ikke længere er den, han var engang. Overmennesket Wayne er væk. Men på ’Tha Carter V’ lykkedes det ham for første gang at få mest muligt ud af at fremstille sin menneskelighed.


Kort sagt:
Lil Wayne plejede at være en nærmest overmenneskelig rapper, der sammenlignede sig med aliens, hajer og monstre, alt imens han søgte mod hiphoppens grænser. Men på ‘Tha Carter V’ er han mere menneskelig og sårbar end nogensinde og vender blikket indad. Resultatet er et album, der viser os en Lil Wayne, der ikke længere er verdens bedste og mest nyskabnede rapper. Men som til gengæld har fået mest muligt af en nyfunden musikalsk sårbarhed.

Læs også: Lil Wayne er ikke længere verdens bedste rapper – men hans indflydelse lever videre

Lil Wayne. 'Tha Carter V'. Album. Young Money / Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af