DJ Khaled får ikke noget meningsfuldt ud af den stjernebesatte gæsteliste på ‘Father of Asahd’
På sit 11. studiealbum er DJ Khaled som altid effektiv til at samle tidens største inden for hiphop og r’n’b – feature-listen på ’Father of Asahd’ er en oplevelse i sig selv. Her findes Beyoncé, Lil Wayne, Quavo, Cardi B, Travis Scott, Post Malone og så vicere, og med så store navne er albummets salgsargument leveret allerede inden man trykker play.
Evnen til at tiltrække stjerner er Khaleds største styrke. Han største svaghed er desværre, at han for sjældent får noget interessant ud af dem. Det er store navne, intetsigende musik. Det egner sig perfekt til at blive playlistet og spille ud af åbne bilvinduer – sangene er gode (og anonyme) nok til, at man ikke skipper videre, når de dukker op i ens feed.
Men snakker man kulturel relevans er der langt hjem. For dagens hits kommer ikke nødvendigvis fra store stjerner, men kan i lige så høj grad komme fra en Lil Nas X, der går viralt med ’Red Dead Redemption’-rap, eller fra en Blueface, der rapper med et tegneserieflow. Og ‘Father of Asahd’ har ikke noget der ligner den gennemslagskraft, de to har haft.
Travis Scott og Post Malone mødes på ‘Celebrate’, som er okay, men langt fra det bedste de har præsteret. ‘Just Us’ med SZA er fint, men føles (som mange af numrene i øvrigt) som en sang, der ikke havde fundet vej til hendes egen diskografi. ‘Top Off’ (med Future, Jay-Z og Beyoncé) konkurrerer mod ‘No Brainer’ (med Justin Bieber, Quavo og Chance the Rapper) om at have mest star power, men ingen af dem konkurrerer om at blive albummets bedste sang – til det er de begge for anonyme. Den findes i den opløftende gospel-banger ‘Higher’ med John Legend og Nipsey Hussle – om det er fordi, Nipsey Hussle netop er gået bort, er svært at sige, men ‘Higher’ rammer stærkest af alle sange. 070 Shake brillerer på ‘Holy Mountain’s reggae-beat, der i det mindste har personlighed. Ingen steder findes dog de store øjeblikke, ‘Father of Asahd’ med sin stjernebesatte rolleliste burde være garant for.
Hovedpersonen selv er til stede på samme måde som han plejer: Med production-credits og de obligatoriske udråb (»We the best music«, »Another One« og »DJ Khaled«), der bliver klattet ovenpå alle numrene som den usmagelige lagkagepynt, man helst havde været foruden. Fair game, det er jo hans signatur (og hans album), men efter at have siddet igennem næsten en time bliver man altså træt af dem. Det er svært at gennemskue, om Khaled vil være smagfuld kurator, eller om det egentlig bare er et af musikhistoriens mest offentlige og højt profilerede hyggeprojekter. Det præsenteres ofte som det første, men føles som det sidste, og uanset hvad ender Khaled tit med bare at være en lidt for ivrig og irriterende hypeman.
Man kan ikke andet end at blive imponeret over hans evne til at samle tidens største stjerner, og med så mange markante stemmer er det for stort til at fejle helt – der er gode numre og øjeblikke. Men de største stjerner er ikke altid lig med de største hits, og der er et eller andet over ‘Father of Asahd’, der bare føles lidt intetsigende og forældet.
»We the best music«? Ikke rigtig.
Kort sagt:
DJ Khaled er god til at samle nogle af tidens største og mest succesfulde stjerner, men desværre mindre god til at få noget meningsfuldt og interessant ud af dem, hvilket ultimativt gør ‘Father of Asahd’ til en ret intetsigende oplevelse.
Læs også: DJ Khaled forklarer: Derfor råber jeg mit navn på mine sange