Rap-guderne havde en svær dag på kontoret i Royal Arena

Rap-guderne havde en svær dag på kontoret i Royal Arena
3 6
Gods of Rap: Wu-Tang Clan, Public Enemy, De La Soul

Koncert, Royal Arena

»I kommer til at gøre det her hele aftenen«, råbte De La Soul-medlemmet Posdnuous på et tidspunkt til hiphopkoryfæ-eventet Gods of Rap i Royal Arena, mens han vuggede sin udstrakte højre arm op og ned. Og det fik han ret i på flere måder.

Dels var koncerten – der udover De La Soul også bød på optrædener af legendariske Public Enemy og Wu-Tang Clan samt dj-set af producer-ikonet DJ Premier – bogstavelig talt præget af den helt klassiske oldschool-koncertbevægelse, hvor hele publikum vugger deres arme til beatet. Dels var der også virkelig tale om et helaftensarrangement: Hiphoppen startede med DJ Premier ved halv otte-tiden og sluttede først fire timer senere.

Men De La Soul-rapperen havde også ret på et dybere plan: For koncerterne havde noget en smule ensartet over sig. De kørte relativt mekanisk afsted uden større variation, hverken fra rapperne på scenen eller fra sceneshowet. Det var på en måde bare det her hele aftenen, som Posdnuos sagde det. Læg dertil en række lydproblemer samt fraværet af essentielle medlemmer fra henholdsvis Public Enemy og Wu-Tang Clan, og du har opskriften på en lidt flad omgang comfort food-rap fra 80’erne og 90’erne.

Dermed ikke sagt, at den her håndfuld legendariske navne ikke leverede (eller i hvert fald forsøgte). De La Soul gav den som veloplagte opvarmere, der rullede alle de klassiske koncerttricks ud – plus et par nye, man ikke havde set eller hørt før. Der var både stopdans på scenen samt en form for aldersafstemning, hvor man skulle lave larm afhængig af, hvor gammel man var – resultatet var en del ældre end din gennemsnitlige hiphopkoncert, kan jeg afsløre.

New York-gruppen brugte meget lang tid på dén slags koncert-gimmicks, og hvis de havde været aftenens eneste navn på plakaten, havde det måske været lidt for tyndt. Men det var en effektiv opvarmningsteknik. Især fordi rapperne – specielt Posdnuos – var skarpe på mikrofonen, leverede deres linjer fejlfrit og tydeligvis havde den slags indøvede fælles forståelse, der kommer af at have været på turné sammen siden slutningen af 80’erne.

De La Soul. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Dén veloplagte koncertåbning blev til gengæld aldrig rigtig forløst til noget mere. De La Soul havde kastet bolden op i luften, men de efterfølgende artister formåede aldrig rigtig at gribe den. I stedet faldt det hele lidt til jorden.

Og det skal faktisk tages helt bogstaveligt: For de arme, som De La Soul så effektivt havde fået op i vejret, blev nede til næsten hele Public Enemy Radios koncert. Selvfølgelig smed Royal Arena knyttede næver op i den klassiske black power-gestus, når frontrapperen Chuck D bad om det. Men under størstedelen af settet var der en næsten uhyggelig apati over salen. Den berømte gnist opstod aldrig.

Man kunne egentlig ikke klandre den 58-årige Chuck D: Hans vokal buldrede næsten som i de bedste dage. Og DJ Lord gjorde også sit bedste for at få de dundrende, industrielle beats til at komme til sin ret. Samtidig så de vitterlig ikoniske ud, som de stod der i deres sorte outfits, omringet af sigtekorns-ikonografi og militaristiske baggrundsdansere. Men det var som om, der var en glasvæg mellem rapperne og publikum, der ikke lod koncerten spilde over til salen.

Det skyldes dels, at gruppen virkede en smule fejlcastet i aftenens lineup. For mens stort set hele salen lyste op, når DJ Premier spillede numre af Gang Starr, M.O.P. og alle de andre 90’er-legender, og tydeligvis kendte alle de klassiske numre fra dét årti, var Public Enemys klassiske 80’er-rap måske lige et par år for gammel.

For selv klassikere som ’Don’t Believe the Hype’ og ’Rebel Without a Pause’, blev mødt af næsten total indifferens. Nyere numre som ’He Got Game’ og ’Harder Than You Think’ blev til gengæld modtaget varmere – selv om de fleste Public Enemy-nørder vil fortælle dig, at de slet ikke nyder samme status som klassikerne fra de gyldne 80’er-dage.

Men alligevel: Chuck D’s kommanderende vokal og de rungende beats burde have kunnet løfte taget. Når de ikke lykkedes med det, skyldes det måske også, at der gennem hele koncerten var problemer med lyden.

Public Enemy Radio. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

For mens den fremstod relativt klar og virkelig høj på de meget sparsomt befolkede tribuner (der kan ikke have været mere end 6-7.000 i arenaen, der egentlig har plads til 16.000), havde lyden tydeligvis svært ved at trænge igennem på det næsten fyldte gulvområde, hvor størstedelen af publikum stod. Det var helt tydeligt, at de stående gæster tit knap kunne høre, hvilket nummer der egentlig lige blev spillet på scenen.

Jeg sad selv på tribunen, hvor lyden var så klar, at man kunne høre nuancerne i sangene, men andre folk fra Soundvenue-redaktionen (og mange skuffede folk på sociale medier) kan fortælle, at oplevelsen var ret anderledes nede på gulvet.

Dén kombination af lydproblemer, fejlcasting og en koncertform, der ikke just havde de helt store variationer, satte en stopper for feststemningen i Royal Arena. Det var uheldigvis lige sådan en flad situation, som en hyperaktiv hypeman som det menneskelige festfyrværkeri Flava Flav kunne have reddet – men det berømte Public Enemy-medlem var ikke med på turneen. I stedet var der lige lovlig meget mikrofontid til Jahi, der er en form for Public Enemy-coverrapper. Han var solid, men man havde jo ikke købt billet for at se et tribute act.

Efter det solide, men også stedvis søvndyssende show, var det op til Wu-Tang Clan at løfte niveauet. Og det virkede som om, størstedelen af Royal Arena primært havde købt billet for at se Shaolin-rapperne. Stemningen løftede sig. Men da klanen gik på, var det tydeligt, at de havde de samme problemer at kæmpe med som Chuck D og co.: Lydproblemer, et vigtigt fraværende medlem og et publikum, der gradvist mistede interessen.

Når Wu-Tang er bedst, er de uovervindelige. De er en enhed, der vokser sig større end de enkeltes allerede imponerende evner. Da jeg i 2013 anmeldte dem til seks stjerner på den nu hedengangne Vanguard Festival ramte hver linje plet, og hvert medlem gjorde rapperen ved siden af sig stærkere. De formede noget større. Sådan var det ikke i Royal Arena. Splittelsen mellem den mere og mere excentriske leder RZA og resten af medlemmerne virkede i stedet mere tydelig end nogensinde før.

For mens Raekwon, Inspectah Deck og GZA fokuserede på at levere deres vers så skarpt som muligt uden for meget overflødig snak, fløj klanens leder rundt på scenen og lod til at orkestrere en parallelkoncert, hvor han sprayede hele tre (!) flasker champagne ud over publikum og samtidig udsatte os for hyldester til The Beatles og Elton John og ufokuserede opfordringer til publikum om at gøre snart det ene snart det andet. Det var lidt af en farce, og man gad godt vide, hvad Raekwon og Ghostface (der jo før har virket pænt trætte af RZA’s hippiestil) tænkte om det her.

Wu-Tang Clans RZA. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Der manglede også et dynamisk element, som der havde været til Vanguard-koncerten: Dengang blev Method Man introduceret lidt senere i showet, hvilket udløste total eufori. Denne gang var Method Man – klanens klart mest energiske scenetilstedeværelse – slet ikke med og kunne altså ikke stjæle showet med sit omkvæd på ’Ice Cream’, sit vers på ’Gravel Pit’ eller solosangen ’Method Man’. I stedet fik vi introduceret de to nok værste Wu-medlemmer: Cappadonna og U-God. Især førstnævnte råbte så meget ind i mikrofonen, at man ikke forstod et ord.

Men selv når Wu-Tang ikke rammer deres bedste dag, opstår der magiske momenter. De spillede store dele af den fantastiske debut ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’, og især ’Da Mystery of Chessboxin’’ var gåsehudsfremkaldende. Samtidig var ODB’s søn med, kaldet Young Dirty Bastard, og han rappede sin fars vers med rørende energi. Raekwon var også en magtfuld tilstedeværelse på scenen – han kan virke som en slags tyngdekraft i Wu-Tang, når han står midt i stormen urørlig og skuler ud over det hele.

En sang som ’Triumph’ lyder også altid fantastisk live. Men for et nummer, der nok var hele aftenens mest imødesete, var reaktionen forholdsvis apatisk. RZA skreg efter mere »energy«, men den store triumf udeblev. I stedet lignede Gods of Rap meget en dag på kontoret for en række kunstnere, der nærmer sig pensionsalderen, men som kæmpede bravt mod svære vilkår. Selv rap-guder kan altså have en hård dag på kontoret.


Kort sagt:
Lydproblemer, fraværende medlemmer og en vis mangel på energi hæmmede en koncert af rap-guderne Wu-Tang Clan, Public Enemy og De La Soul. De kæmpede sig bravt igennem det hele, men nogen magisk aften blev det ikke. Guderne virkede meget menneskelige.

Læs også: Den store golden age-quiz: Hvor meget ved du om New York-rappens gyldne tid?

Læs også: De fem bedste Wu-Tang Clan-soloalbum – rangeret

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold