Solange på Heartland Festival: Kortere end forventet, men sikke et show

Solange på Heartland Festival: Kortere end forventet, men sikke et show
Arkivfoto: Solange.
Foto: Mike Coppola/Getty Images
5 6
Solange

Koncert, Heartland Festival

Solange gik på et kvarter for sent. Hendes koncert var overstået et kvarter tidligere end annonceret. Optrædenen, som ifølge Heartlands officielle program skulle vare halvanden time, endte med blot at vare en enkelt. Men hvilken time det var!

De diskrete numre fra amerikanerens seneste album, ’When I Get Home’, lægger måske på overfladen ikke op til dans og fest. Men assisteret af et sprællevende band, en trop uortodokst koreograferede dansere, to velklingende korsangere og en ambitiøs scenografi fik Solange transformeret sangene om til en livsbekræftende, humørspredende festkoncert, hvor publikum ikke kunne stå stille.

Det helt store mesterstykke var ikke, at hun skabte en fest – det er der jo mange, der kan. Det var heller ikke, hvor overdådigt det hele var at se på, omend showet absolut skal roses for at være en fryd for øjet fra start til slut. Det eksemplariske ved denne koncert var, at hun fik underholdt publikum med alt dette, uden at hun på noget tidspunkt gik på kompromis med den politiske og personlige alvor, der alligevel har været det tematiske fundament for Solanges seneste to album.

Hun havde givet sig selv den utaknemmelige opgave at få et fortrinsvist hvidt publikum til at føle ’black power’. Der kunne hun måske let have mistet nogen i svinget, men selv de mest tissetrængende omkring mig havde svært ved at forlade koncerten, fordi det hele var så underholdende og velsammensat.

Der var altid gang i et eller andet, og det førte ikke blot musikken fremad – det fungerede også som en tematisk drivkraft i skildringerne af Solanges erfaringer som sort kvinde i USA. Man mærkede et sammenhold på scenen – dette var ikke kun Solanges fortælling, den betød øjensynligt lige så meget for hendes trompetist, hendes danser og hendes bassist.

Musikken havde fået en ekstra dosis funk og dub sammenlignet med studieudgaverne, og trods enkelte tekniske svipsere lød det formidabelt. Dertil var den fornemme koreografi ikke blot en tjans for danserne, Solange og hendes korsangere – de seks instrumentalister på scenen dannede også flotte bevægelsesmønstre fra start til slut.

Da koncerten var forbi, hørte jeg den ene stemme efter den anden sige varianter af »Ej, hvor var det godt!« til sin sidemakker. Og ja, det kunne man jo kun give dem ret i.


Kort sagt:
Selv de allermest tissetrængende kunne ikke forlade Solange-koncerten, der var underholdende og velsammensat, men samtidig personlig og politisk.

Læs anmeldelse: Solange ‘When I Get Home’

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold