Drake taler ud om sin beef med Pusha-T i to timer langt interview: »Jeg har intet ønske om at klinke skårene med den person«

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For et par dage siden lagde Drake sin beef med The Weeknd på hylden, men det er ikke tilfældet, når det gælder hans allerede historiske beef med Pusha-T, der kulminerede i 2018 med T’s diss-track ‘The Story of Adidon’.

Det fortæller den canadiske rapper i et over to timer langt interview med Rap Radar. Her kalder Drake ‘The Story of Adidon’, der afslørede Drakes på daværende tidspunkt hemmelige søn Adonis, for »et genialt skaktræk«. Ikke desto mindre har rapperen »intet ønske om at klinke skårene« med Pusha-T, som han mener overtrådte grænsen.

»Den situation endte, hvor den endte, og der er ingen vej tilbage. Det er ikke ligesom i de andre situationer, du nævner«, siger Drake med reference til hans andre beefs og fortsætter:

»Jeg trak mig fra beefen, da jeg indså afgrunden mellem os, der gjorde det muligt for ham at smide en bombe på verden. Jeg sover godt om natten, velvidende at jeg ikke blev out-barred (udkonkurreret på verselinjer, red.). Jeg blev ikke, du ved, sendt på retræte af en vanvittig sang. Det var bare fordi, han fortalte verden, at den største kunstner på daværende tidspunkt har et barn, som han ikke har fortalt verden om. Jeg vidste, at det var ovre for mig på det tidspunkt. Det handlede ikke engang om battle rap«.

Drake siger yderligere, at han mener, at Pusha-T har »skabt sig en hel karriere« takket være deres beef, hvorefter han rettede nogle slag mod Pusha-Ts katalog:

»Nogen personer kan godt lide hans musik, men det kan jeg personligt ikke, for jeg tror ikke på noget af det. Jeg kan godt lide at lytte til folk, jeg tror på. Man får lov at få et glimt bag scenetæppet. Da jeg var 16, troede jeg, at han var den største dope dealer i verden, der solgte til hvert et hjørne af USA. Klart. Jeg var… en fan, bestemt, men åbenlyst mere fan af Pharrell og the Neptunes. Jeg drømte altid om at blive signet af Star Trak og den slags. Nu hvor jeg er voksen og kender ham (Pusha T., red) og sandheden, er det bare ikke så appellerende«.

Andet steds i interviewet afviser Drake desuden hver en anklage om at bruge ghostwriters (»Alle, der kender mig, ved, at mit største talent er at skrive… Det er derfor folk beder mig om at skrive sange for dem«, mens han også fortæller om sin beef med Meek Mill og sit forhold til Rihanna.

Se udvalgte klip herunder:

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af