Snapchat vil snart lade dig se video uden fingeren på skærmen

Snapchat vil snart lade dig se video uden fingeren på skærmen

Snapchats grundlægger – og verdens yngste dollarmilliardær – 24-årige Evan Spiegel talte i nat dansk tid til den såkaldte Re/code Code Conference i Californien. Her kunne han løfte lidt af sløret for, hvad der sker med Snapchat i den kommende tid.

Blandt andet kunne han afsløre, at det »formodentlig« snart ikke længere er nødvendigt at holde tommelfingeren klistret til skærmen for at se en video. Det er et touchy område, for tommelfingeren har hidtil givet Snapchat en indikator på, om brugerne så filmene til ende.

Tommelfinger-spørgsmålet er særligt interessant, når Snapchat muligvis skal til at skrabe annonceindtægter ind. Evan Spiegel takkede nej til et tilbud fra Facebook om at købe Snapchat til 3 milliarder dollar for et par år siden, da det sociale medie ikke havde genereret en eneste dollar i indtægt.

Samtidig kunne Evan Spiegel afsløre, at Snapchat – igen »formodentlig« – ikke vil konkurrere på streamingmarkedet inden for den nærmeste fremtid, hvad nogle kommentatorer ellers mener, de bør. Det marked er domineret af Meerkat og i særdeleshed Twitters Periscope, der kom til Android i går.

Nogle mener, at disse ubegrænsede P2P-livestreamingtjenester er fremtiden, men Snapchat vil i første omgang satse på at sammenstykke forskellige brugere og interessenters indhold fra begivenheder i deres Stories- og Discover-funktion, fortalte Evan Spiegel.

Læs også: Snapchat gør det nemmere at finde dine venner

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af