‘Cuphead’ er en gennemført original perle med en ubarmhjertig sværhedsgrad
Engang for umanerligt længe siden i 2014 var der et lille studie, med det lidet mundrette navn StudioMDHR, der fremviste en lille og ikke synderligt informativ teaser for deres debutspil til verdens største spilmesse E3.
Folk gik basically amok. Spillet ligner en tegnefilm fra 1930’erne med klare farver, puf-eksplosioner, fir-fingrede handskehænder og up-tempo swing for alle pengene. Samtidig lovede udviklerne, brødrene Moldenhauer, at der ville være tale om et klassisk videospil, i den forstand at det ville være hundesvært.
Ikke uforståeligt er ’Cuphead’, som spillet hedder, blevet ekstremt hypet og er blevet set frem til med umådelig spænding. Nu er det her og jeg kan med sikkerhed sige følgende: Der er intet, der minder om ‘Cuphead’.
Rekordmange boss battles
’Cuphead’ er navngivet efter sin hovedperson, en lille mickey-mouset skikkelse, der ikke-overraskende har en tekop i stedet for et hoved. Efter et væddemål med djævelen går galt (hvem havde set den komme), pålægges vores helt at agere inkassoagent for satan selv for at undgå at blive evigt fortabt. Det foregår ved, at man vandrer fire tegnefilmsøer rundt for at indkassere et utal af sjæle fra en flok tegnede bøller, der af uransagelige årsager er lidt sløve med at få betalt djævlen, hvad de skylder ham.
Efter Cuphead og hans bror Mugman klager deres nød til faderfiguren Elder Kettle, får de magiske evner til at skyde projektiler ud af sin pegefinger og bliver sendt af sted på eventyr.
’Cuphead’s eventyr består af sidescroller-gameplay i helt klassisk forstand: Man løber og skyder på kulørfyldte omgivelser og forsøger ikke at krepere undervejs. Nogle få af banerne består af en række fjender og guldmønter der skal indsamles, mens man løber, hopper og, vigtigst, undviger – men langt størstedelen af ’Cuphead’ består af bossbattles.
Faktisk har StudioMDHR haft det som erklæret mål, at ’Cuphead’ skulle slå Guiness-rekorden for flest bossbattles i et run-and-gun-spil – et mål de er nået med mere end 30 af slagsen. Det er helt klart i bosserne af spillets hjerte banker, der er her brødrene har lagt deres allerstørste energi. Og det er til at mærke.
Op på hesten igen
De mangfoldige og kulørfyldte bosser ligner som sagt noget fra en forrykt 30’er-tegnefilm – og de er helt afsindigt morderiske også. En fast del af ’Cuphead’-oplevelsen er at tage en dyb indånding, trykke start, blive mødt af heftig jazzmusik, forsøge at danne sig et overblik over en given boss’ mønster og gameplay-mekanismer og i løbet af ganske få øjeblikke blive lavet til en tynd grød af såret gamerstolthed: ’Cuphead’ er virkelig, virkelig svært.
Men ikke umuligt. Og det er faktisk her spillets emminente styrke ligger. Selvom ’Cuphead’ er ekstremt frustrerende og nådesløst straffer den mindste fejltagelse, disker det op med den slags nederlag, der får dig til at sige: »Fuck det her, denne gang vinder jeg« og spille en runde igen. Og igen. Og igen.
Når man endelig får besejret en boss og til din overraskelse opdager at en runde egentlig kun varer et par minutter, er sejren sød og man føler har fortjent den. Der er en snert af ‘Dark Souls’, ‘Binding of Isaac’ eller ‘VVVVVV’ over ’Cuphead’, der aldrig nogensinde lovede os, det ville være nemt. Der vil givetvis være folk, der i frustration vil kaste med deres controller og aldrig spille skidtet igen, men jeg vil anbefale at man alligevel udviser vedholdenhed: Din sejr ender med at være din og din alene.
Finessespækket gameplay
Gameplayet er ekstremt finpudset. Cuphead reagerer præcist på dine kommandoer, hvilket er ekstremt vigtigt, når en stor del af spillets effektivitet beror på, at man skal leve med sine utallige nederlag. Det føles som om det er ens egen skyld, når man mister et af Cupheads usle tre liv (der er mulighed for at have flere liv, men så skader man mindre).
Det er også herfra trangen til at prøve igen stammer fra – det føles ikke umuligt at forbedre sig og vise det åndssvage spil med de barnagtige animationer, hvem det er, der er overmennesket i den her sag. Det er i det hele taget et ret genialt kneb af StudioMDHR at give et spil med fjollede 30’er-animationer en så djævelsk sværhedsgrad, at kontrasten mellem de to ægger dig til at underlægge dig spillet.
Der er et par elementer du skal lære. Alle projektiler der lyser med et pink skær, kan man hoppe dobbelt på for at få score og for at ens super-bar bliver hurtigere fyldt op – altså den, man bruger til at lave ultra-skadende specialangreb. Til at starte med virker det umuligt at kunne fokusere på de dele, fordi man er travlt optaget af det lidt mere basale – for eksempel ikke at dø. Men efterhånden som man bliver mere fortrolig med spillet, sætter man pris på muligheden for at udnytte det overskud, man forhåbentlig opdager man har, når ens evner vokser.
Endelig dom
Musikken er fortræffelig – et vigtigt element i spil, hvor mange sekvenser uundgåeligt bliver spillet igen. Hvis musikken bare er det mindste enerverende første gang man hører den, er risikoen for at man begår overlagt mord, ekstremt høj den fyrretyvende gang man hører den. Men swingmusikken i ’Cuphead’, der er skrevet specifikt til spillet, lyder frisk, tempofyldt og endda ret catchy undertiden. Min spilmakker og jeg tog os selv i at nynne med på adskillige tunes, mens vi døde igen og igen.
Apropos spilmakker – min eneste substantielle kritik af ’Cuphead’ ligger i håndteringen af co-op-mode, der virker en smule forhastet og unødvendigt kompliceret. Det kan kun lade sig gøre at spille co-op på en computer, såfremt man ejer to controllere, og det kan slet ikke lade sig gøre online – selvom noget tyder på at udviklerne undersøger mulighederne.
Hvis du skulle have lyst til at spille med en kammerat, vil jeg derfor stærkt anbefale at investere i ’Cuphead’ til Xbox og ikke til computeren. Så undgår man også Windows’ ubehjælpsomme Games Store-app. Der er nu også en stor charme i at spille ’Cuphead’ et par mennesker ad gangen og skiftes til at tage en bane – det er et af den slags spil, der er næsten lige så sjove at betragte nogen spille, som det er at spille selv.
’Cuphead’ er ikke for alle – dertil er det for svært, selvom det aldrig bliver decideret spillerfjendtligt. Men dem, til hvem det er, vil nyde det ud over alle grænser. Og nu må I have mig undskyldt, der er en tegnet, åndssvag skodlampeånd jeg skal have sat på plads.
Godt
+ Unik og gennemført æstetik og lyddesign
+ Dybt tilfredsstillende at vinde
+ Finpoleret gameplay
Skidt
– Ingen co-op på PC’en, medmindre du har to styks controllere
– Hunde, hundesvært
– Jeg mener latterligt, tænderskærende svært