KOMMENTAR. Hvis du stadig tror, at gangstarap handler om altid at være hård og aldrig vise følelser, så lever du ikke i 2021.
Nutidens helt store tendens er nemlig sange, hvor rappere fra nogle af USA’s hårdeste kvarterer synger om smerten ved at vokse op et sted, hvor hver dag kan ende drabeligt, og hvor ens nærmeste dør eller bliver fængslet.
Det er en ret fascinerende udvikling, for hvor gangstarappen før virkede som en forlængelse af de hårde attituder fra gadehjørnet, er den nu nærmest blevet en form for terapi.
Nogle af de største nye stjerner er således folk som YoungBoy Never Broke Again, Lil Tjay, Roddy Ricch, Rod Wave og Polo G, der alle synger lige så meget som de rapper, og som ikke er bange for at blotlægge de traumer, en hård opvækst medfører.
Især sidstnævnte ser ud til at blive en vaskeægte verdensstjerne i år. Hans seneste single, ’Rapstar’ fra i fredags, er således i skrivende den mest sete musikvideo på Youtube og en af de mest streamede sange på Spotify – både i Danmark og på verdensplan.
Sangen er en helt klassisk Polo G-sang. »Make sure I smile in public, when alone, my eyes teary«, sukker rapperen over et spartansk beat.
Selv når han besynger sin egen succes på en sang, der bogstavelig talt hedder ’Rapstar’, er grundtonen melankolsk. »Anxiety killing me, I just wanna leave Earth«, lyder det et andet sted.
Blandingen af melankoli og melodi er Polo G’s kendetegn, og på ’Rapstar’ har han skabt et skelsættende øjeblik. Den 22-årige kunstner kroner en støt opadgående karrierekurve med et stort hit og cementerer samtidig, at sørgmodig, sunget gangstarap for alvor er tidens helt store hiphoptrend.
Tendensen mod sørgmodig sangrap startede for alvor i midten af 10’erne. Efter at drillgenrens hårde, minimalistiske rapstil blev stor med folk som Chief Keef, skiftede især Lil Durk således over til autotunede sangrap-flows.
Durk var især inspireret af Future, men Chicago-rapperens sange havde en mere udpræget melankoli. Især hans ’Dis Ain’t What U Want’ fra 2013 blev en definerende sang. Polo G er selv fra Chicago, og hele hans stil er svær at forestille sig, hvis det ikke var for det nummer.
Lil Durk selv har også fået en masse medvind den seneste tid – blandt andet gennem et Drake-feature. Samtidig har rappere som Polo G og mange flere, der er inspirerede af Durk, overtaget scenen. En anden Chicago-rapper, der dyrkede en lignende æstetik, var Juice WRLD, der døde af en overdosis lige da han var blevet hiphoppens nok største nye stjerne.
Mange af de nyere rappere foretrækker – ligesom Durk – spartanske beats, der tit er baseret på et enkelt klaver- eller guitarloop. Det er vokalen der skal bære sangen og indgyde den med så mange følelser så muligt.
Det er Polo G exceptionelt god til. »I look my brother in his eyes, I see the pain in him«, rappede han allerede på det tidlige hit ’Battle Cry’, og linjer som den indkapsler den unge Chicago-kunstners sangskrivning.
Det er en slags direkte, umiddelbar traumebearbejdelse – terapeutisk gangstarap for en ung generation af artister, der er vokset op med volden helt tæt på.
Det er samtidig en rappergeneration, hvor stoffer fylder meget og tit bliver brugt mod depression og angst. »My friends died, too, I know that feeling / I’m popping ecstasy to help me with the healing«, som han rapper på ‘Finer Things’, en anden af de tidlige sange.
Vekselvirkningen mellem traumer og stoffer har Polo G fortalt mere om i et interview hos Pitchfork.
»Det er en forsvarsmekanisme og en måde at flygte på«, har rapperen sagt her. »Vi er desensibiliserede overfor mord og skyderier. Hvis vi hører et skyderi, bevæger vi os ikke engang, det er bare normalt. Jeg har set mindst seks eller syv episoder, hvor nogen blødte ihjel«.
Det er den verden af vold, traumer og stoffer, som Polo G’s musik udspringer af, og det er nok også derfor, at selv en sang om succes som ’Rapstar’ altid har en melankolsk grundtone. Succesen er nemlig ikke opnået uden tab.
Selv nu, hvor de er de næste store rapstjerner, laver Polo G og resten af generationen omkring ham fortsat terapeutisk gangstarap, der skal lindre smerten. Traumerne forsvinder ikke, bare fordi succesen indtræder, fornemmer man.
Det er selvfølgelig en smuk ting, at unge artister kan bruge musikken til at hjælpe dem selv. Men det er samtidig ikke det bedste tegn for et samfund, når tidens mest populære musik handler om, at unge artister er så gennemtraumatiserede af deres opvækst, at de tager ecstasy for at dulme det hele og laver musik om angst og depression.
Når man hører ‘Rapstar’, tænker man derfor ikke umiddelbart, at det virker som det mest fantastiske i verden at være rapstjerne. Man håber mest bare, at den person, der har lavet den sang, er okay.