Kanye West overvejede efter sigende at opkalde album efter Hitler

Kanye West overvejede efter sigende at opkalde album efter Hitler
Kanye West anno 2010. (Foto: Michael Loccisano/Getty Images)

I en opsigtsvækkende artikel fra CNN fortæller en række anonyme kilder, at Kanye West har haft en langvarende og foruroligende fascination af Hitler og nazismen.

Kilderne optræder anonymt, da de i nogle tilfælde er bundet af fortrolighedsaftaler. Andre nævner, at de frygter repressalier ved at tale offentligt om sagen.

Ifølge CNN overvejede West at navngive sit 2018-album, der endte med titlen ‘ye’, efter Hitler.

En af Wests tidligere højtstående samarbejdspartnere, der har ønsket at være anonym, fortæller i CNN-artiklen, at West »ville lovprise Hitler ved at sige, hvor utroligt det var, at han opnåede så meget magt. Han ville tale om de fantastiske ting, han og nazipartiet opnåede på vegne af det tyske folk«.

Kilden tilføjer, at West også fortalte åbent om at have læst ‘Mein Kampf’, hvilket han selv har benægtet, og at han udtrykte sin »beundring« for Hitler og nazisterne og deres brug af propaganda.

Ifølge kilden var Wests indercirkel godt klar over hans fascination af nazidiktatoren.

Wests beundring skulle også være kommet frem i lyset under hans herostratiske interview med TMZ i 2018, hvor han blandt andet sagde, at slaveri var »et valg«.

Den tidligere TMZ-medarbejder Van Lathan fortæller til CNN, at West under interviewet også fortalte, at han »elskede Hitler og nazisterne«. Den del af interviewet blev aldrig offentliggjort.

West antisemitiske retorik er eskaleret i løbet af de seneste uger. Det startede, da han havde en »White Lives Matter«-trøje på under modeugen i Paris, og fortsatte med hadtale mod jøder på Twitter og Instagram. Han har siden gentaget sine pointer i en række interviews.

Stribevis af Wests samarbejdspartnere har boykottet musikeren, heriblandt Adidas, der har givet køb på en milliardaftale med Yeezy. West påstår selv på Instagram, at han har mistet op mod to milliarder dollar i løbet af én dag som resultat.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af