Pixar tager os til dødsriget i fantasifuld ny trailer til ‘Coco’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Skaberne bag ‘Inside Out’, ‘Toy Story’ og ‘Finding Dory’ er endnu en gang klar til at skabe en opslugende fantasiverden. Hvor makabert det end lyder, hiver deres nye film ‘Coco’ os ned i dødsriget, hvor unge Miguel skal lære sandheden at kende om sin familie.

For Miguel drømmer om at blive musiker ligesom idolet Ernesto de la Cruz, men hans familie har i årevis haft et forbud mod musikalitet. Så for at finde sandheden bliver Miguel på mærkværdig vis hevet ned i et dødsrige forbeholdt farverige skeletter og forfædre for at møde en familie, han aldrig har kendt til. Med på vejen har han sin hund Dante, og undervejs møder han den charmerende svindler Hector, der bliver spillet af Gael García Bernal.

Størstedelen af castet til Pixar og Disneys nye film er passende latinamerikansk. Anthony Gonzalez, Benjamin Bratt (‘Modern Family’), Gabriel Iglesias (‘Magic Mike’) og Edward James Olmos (‘Blade Runner’) giver Bernal selskab.

Pixar sender hele to film i biograferne i år, og det bliver spændende at se om den originale fortælling i ‘Coco’ kan konkurrere med den ventede efterfølger ‘Cars 3’. ‘Coco’ når dog først de danske biografer 8. februar 2018.

Læs mere: Den charmerende Pixar-kortfilm ‘Dante’s Lunch’ sætter den mexicanske scene for ‘Coco’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af