‘Fargo’ sæson 4 officielt bekræftet: Chris Rock skal spille hovedrollen

‘Fargo’ sæson 4 officielt bekræftet: Chris Rock skal spille hovedrollen
Chris Rock i hans egen, roste komedie 'Top Five'.

I går kunne FX officielt bekræfte, at Noah Hawleys fantastiske antologiserie ‘Fargo’ vender tilbage med en sæson 4, der påbegynder produktion i 2019.

Hovedrollevalget er ganske overraskende faldet på komiker, skuespiller, manuskriptforfatter og instruktør Chris Rock, som Hawley »virkelig gerne ville arbejde sammen med«. Men som altid er der god grund til at have fuld tiltro til manden bag nyfortolkningen af Coen-brødrenes ikoniske ‘Fargo’, for han formår at skrive karakterer som ingen anden.

Chris Rock spiller overhovedet af et afroamerikansk forbrydersyndikat, der går i krig mod den italienske mafia i Kansas City, Missouri i løbet af 1950’erne efter en længere fredsaftale, hvor de to modstridende forbryderfamilier har byttet deres ældste sønner, og opfostret dem, som var de deres egne.

Den officielle synopsis lyder som følger:

»I 1950, i slutningen af to store amerikanske migrationer – den fra sydeuropæiske lande som Italien, der kom til USA i slutningen af det forrige århundrede og slog sig ned i byer som New York og Chicago, og den hvor afroamerikanere forlod syden i hobetal, på flugt fra Jim Crow, og flyttede til de selv samme byer. Man så en kollision af outsidere, der alle kæmpede for en bid af den amerikanske drøm. I Kansas City, Missouri har to forbrydersyndikater indgået en svær fredsaftale. Den ene italiensk, den anden afroamerikansk. Sammen kontrollerer de en alternativ økonomi – den af exploitation og narko. Dette er også historien om Amerika. For at cementere deres fred, har begge familieoverhovederne byttet deres ældste sønner«.

Det er store Hollywood-navne, som Chris Rock går i bedene med en hovedrolle i ‘Fargo’. Tidligere har vi fulgt skuespillere som Martin Freeman, Billy Bob Thornton, Kirsten Dunst, Ewan McGregor, David Thewlis, Carrie Coon, Patrick Wilson og Mary Elizabeth Winstead, der alle har brilleret i Noah Hawleys skæve univers i den amerikanske midtvesten.

‘Fargo’ sæson 4 har endnu ikke fået en udgivelsesdato.

Læs også: De 10 bedste krimiserier på streamingtjenesterne lige nu

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af