Annie Clark har på sine seneste album, turneer – og til diverse modeshows – allerede bevist, at æstetik er en vigtig del af hendes kunstneriske udtryk. Fra musikvideoer til koncerter går hun op i både sit outfit og den generelle orkestrering af sit univers.
Det har hun igen bevist med de første videoer til albummet ‘Masseduction’, der udkommer på fredag. Pastelfarver, bodysuits og selvfølgelig de lange lakstilletter, som hun allerede teasede i videoen til nummeret ‘New York’, og da hun optrådte i Stephen Colberts The Late Show.
I søndags var hun dog for første gang rigtigt på scenen med de nye numre, da hun spillede til Red Bull Music Academys månedlange festival i Los Angeles, og her afslørede hun to stærke nye outfits, som hun må forventes at tage med på sin ‘Fear the Future’-turné, der starter i næste uge i London.
Kodeordene var stramt, kort, latex, lak og skrappe farver, for der var noget dominatrix over det nye outfits, der havde en del Balenciaga SS17-vibes over sig. Og så har hun enten sin skarpskårne guitar i et utal af farver eller også kan den skifte look som en kamæleon.
St. Vincent har endnu ikke offentliggjort en dansk koncert, så indtil videre må vi nøjes med at nyde hendes stil – og musik – på nettet.
Læs også: St. Vincent udstiller forfængelighed i ‘Los Ageless’-video – nose-jobs, pedicure og morphsuit-yoga