På sin delvist selvudnævnte rock-trone sidder Oasis-bagmanden Noel Gallagher med britpop-hysteri og seks albums i bagagen og kigger ned på undersåtterne omkring sig på den britiske musikscene anno 2005. Det er ikke just et kønt syn, fortæller han her.
»Oasis var kæmpestore for ti år siden, mens der var en stor bunke skodbands nedenunder. I dag er Coldplay kæmpestore, mens der er en endeløs række af skodbands nedenunder. Men vi er legender nu. Vi er helt deroppe sammen med U2 og The Rolling Stones«.
Noel Gallaghers selvtillid fejler ikke noget, selv om det i oktober var nøjagtigt ti år siden, at Oasis brød igennem lydmuren med ‘(What’s the Story) Morning Glory?’ og satte god, gammeldags rock og rul på dagsordenen overalt fra Manchester til Middelfart.
Samtidigt var det også dengang, at britpop-bomben sprang og hele verden fik øjnene og især ørerne op for Union Jack i stedet for Stars and Stripes. Men for Noel Gallagher var massehysteriet mest af alt skabt af en uhæmmet mediehype.
»Jeg tror ikke, det havde så stor betydning, som folk siger, det havde. Når man kigger tilbage på britpop-æraen, hvor mange gode plader blev der så egentlig udgivet? Der var ‘Modern Life Is Rubbish’ med Blur – deres eneste gode album. Så var der vores egen ‘Definitely Maybe’, Massive Attacks ‘Blue Lines’ og Radioheads ‘The Bends’. Og Pulp havde et par gode singler. Det var det. Folk prøver at gøre det til en guldalder ligesom 1960’erne – men det var det ikke«, konstaterer den i dag 38-årige Oasis-bagmand.
Alle de nye bands er shit…
På trods af en ellers spirende engelsk musikscene, ser britpoppens godfather ingen ny rock-bølge på vej op ad Themsen netop nu.
»Der er ikke en ny æra på vej. Alle de nye bands er shit, på nær Kasabian og nu opløste The Libertines, der var virkelige fede. Hvis jeg skal være ærlig, så er resten ren og skær indie-bras. Der er ingen, der forsøger at blive virkelig store. Jo, Coldplay forsøger at være det største band i verden. Men de fleste engelske bands har overhovedet ingen ambitioner – de er alt for meget indie«.
Den genopstandne 1980’er-lyd hos de nye, post-punk-inspirerede navne, er således alt andet end sød musik i ørerne på manden bag ‘Wonderwall’ og ‘Don’t Look Back in Anger’.
»Den lyd er rædselsfuld, og 1980’erne var rædselsfulde. Punktum. Drenge med make-up og mænd i nederdele? No fucking way mate. Det var netop derfor, at 1990’erne var så fede«, konstaterer retrorockeren Gallagher, der åbenlyst selv har fået sin musikalske DNA fra 1960’erne.
På trods af den øgede konkurrence føler Noel Gallagher sig derfor langt fra truet på sit rock-territorium.
»Efter 14 år i det samme band er jeg stadig så god som hvem som helst og en del af det største band i England. Om jeg føler mig truet? No way. Der vil altid komme noget nyt, som alle tror bliver det næste store hit. Efter os var det Kula Shaker. Alle mulige bands er blevet udnævnt til at være det nye Oasis og følge i vores fodspor. Men vi er her sgu stadigvæk«, fastslår den mellemste Gallagher af en broderflok på tre, hvoraf lillebror Liam som bekendt er forsanger i familie-foretagendet.
Sex, drugs & rock’n’roll anno 2005
I 1997 udgav Oasis deres tredje album ‘Be Here Now’. Et album, der ifølge Noel Gallagher er lyden af fem komplet ligeglade fyre fyldt med kokain. Dengang levede den engelske tabloidpresse af Gallagher-brødrenes uendelige konflikter og kanyler. Sådan lyder Oasis ikke længere.
I dag er Baby Shambles-frontfiguren Pete Doherty den hippe junkie-stjerne i den engelske musikpresse. Og det guitarspillende narkovrag giver nyt liv til myten om sex, drugs & rock’n’roll, imens han er godt i gang med at gøre en ende på sit eget.
»Ja, han er nogenlunde i samme båd. som vi var dengang. Bortset fra, at vi udgav plader og mødte op til vores koncerter. Pete ser ikke ud til at gøre nogen af delene for tiden. Men han er en flink fyr, en stor Oasis-fan og en ret fantastisk popstjerne. Musikbranchen har brug for folk som ham. Men han er ikke et geni. Han er en god sangskriver, men ikke virkelig god. Der er ingen, virkelig gode sangskrivere mere såsom Bob Dylan, Neil Young og John Lennon«, lyder Noel Gallaghers vurdering af den 12 år yngre rockrebel.
Du kan ikke ændre verden
Britpoppen blev i midten af 1990’erne politisk forankret i New Labour og Tony Blair. Noel Gallagher var en ægte working class hero, der endda besøgte Downing Street 10 efter Blairs valgsejr i 1997. Alligevel var det ikke meget mere end cigaretter og alkohol, der drev kraftværket Oasis.
»Vi begyndte kun at spille musik for at blive rige og berømte – i den rækkefølge. Jeg kunne ikke skrive en politisk sang, hvis jeg prøvede. Musik er underholdning. Jeg er kun politisk én gang hver fjerde år, og det er når jeg stemmer«, siger Gallagher beslutsomt.
Politik og musik går dog til tider hånd i hånd. Men på ingen måde i takt, ifølge Noel Gallagher.
»Der er mange bands, der foregiver at være politiske uden at være det. Det mest åbenlyse, politiske band er vel Radiohead. Held og lykke til dem, siger jeg bare. De kan ikke ændre verden. Fortæl det til Thom Yorke, næste gang du ser ham. Og jeg siger det samme til Chris Martin. Han kan ikke ændre verden. Og Bono for den sags skyld. De tror måske, de kan gøre en forskel, men gu kan de fucking ej. Live8 ændrede ikke verden – glem det. Sørg for dig selv, din familie og dine venner«, lyder den afsluttende parole fra Oasis-grundlæggeren.
Noel Gallagher og Oasis deltog ikke i Live8-arrangementet, men spillede i stedet for 60.000 fans på Manchester Citys hjemmebane den samme, historiske aften i begyndelsen af juli.