18th Dye

Der er et magisk øjeblik på de dansk-tyske støjrockeres comeback-album, når trioen på ‘Chinese Spoon’ lægger ud med karakteristisk forvrængede guitarer og en lurende mut basgang. Helt efter planen indtil Sebastian Büttrichs vokal sætter ind. Fandeme om ikke den er blevet manipuleret på en måde, der minder om den vocoder-effekt, som Cher udbredte for ti år siden, og som har hjemsøgt hundredvis af numre siden.

Hvorfor er det fedt? Fordi det udvikler sig til en tæskehamrende smuk sang. Fordi det er et rørende fordomsfrit møde mellem støjrockens nogle gange distancerende selvhøjtidelighed og mainstreamens forslugne opmærksomhedstrang. Og fordi det minder én om, at 18th Dye i dag, ligesom dengang i 90’erne, hvor gruppen udgav fire plader, ikke bare vil være støjende for at være det, men også bevidst søger den gode melodi.

Ok, der er sange, der mest af lyder som om Büttrich, Piet Breinholm og Heike Rädeker simpelthen skulle have dem ud af systemet som følge af glæden over genforeningen efter næsten 13 års pladepause. ‘Is’ og ‘Text Is My Killer’ og deres rabalder tager ingen kegler hos mig.

Men ‘Island vs Island og ‘Soft the Hard Way’ er ganske enkelt potente rocksange. Endnu stærkere er den monumentale ‘Air’, hvor de enkelte instrumenter giver opvisning, og samspillet mellem tre gamle kolleger funkler. En værdig afslutter på en plade, der ikke er epokegørende, men alligevel udfylder et hul på den danske musikscene.