Cut Copy

De passer næsten for godt ind i tidens modebillede med deres spraglede trøjer, stramme jeans og forkærlighed for at blande 80’er-electro med indie-attitude. Men den australske trio Cut Copy kan på ingen måde blot reduceres til et flygtigt modelune, for deres andet album, ‘In Ghost Colours’, er en opvisning i, hvor fermt man kan skrue cool, opløftende og klubinspireret indiepop sammen.

At gruppens kreative hovedkraft, Dan Whitford, har baggrund i dj-kulturen, høres tydeligt i de effektfulde breakdowns og rytmiske keyboardtemaer. Men det er hele tiden sangene, der spiller hovedrollen, og råstoffet fra dansegulvet fungerer primært som ekstra brændsel til melodierne, der bringer mindelser om Human League og New Order – med træfsikre omkvæd og en sløret, men aldrig svigtende popsensibilitet.

‘In Ghost Colours’ er det album, Thomas Troelsen burde have lavet med sit Private-projekt, og de veloplagte numre står ganske enkelt i kø. ‘Feel The Love’ åbner med skyller af tyktflydende synthesizere og sommervarme, akustiske guitarer. ‘So Haunted’ lyder som et møde mellem Pixies og Electric Light Orchestra med et omkvæd sendt lige fra pophimlen. Og ‘Hearts On Fire’ er en forrygende klubhymne, hvor saxofoner, synth-temaer og svimlende opbygninger står på skuldrene af hinanden for at give festen en tand mere. Og sådan bliver det ved på dette forrygende udspil, der emmer af overskud, gode sange og musikalsk tæft. Din sommer står og falder med, at du får det købt. Omgående.

Cut Copy. 'In Ghost Colours'. Album. Modular/Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af