Spot 2009: Diefenbach – i kedsomhedens skygge

Diefenbach blev modtaget som egnshelte ved årets koncert på Spot, som var bandets fjerde på den århusianske festival. Den københavnske kvartet har et stort følge i det jyske, og fra første nummer, den meget passende ‘You’re My People’ fra sidste efterårs ‘Dark Spinner’, leverede en lille, men entusiastisk fadøls-moshpit støtte fra de forreste rækker.

Diefenbach har udviklet sig fra at spille overvejende instrumental postrock til en mere afrundet, skabelon-domineret poprock med vægt på melodier og vokalharmonier. Fortiden viser sig i moderat støjende passager og i en kontrol helt ud i fingerspidserne, der kendetegner hvert eneste anslag og strofe, bandet bevæger sig ud i.

Og de lød skidegodt, Diefenbach. Ganske vist med guitarist og keyboardspiller Lasse Lyngbo pakket lidt langt væk i mikset, men med vokalharmonier fra Allan Mattsson og Kenneth Sarup som trak publikums hænder mod himlen. Al vellyd i verden kan dog ikke (men næsten) camouflere en ordinær rocksang. Og dem har Diefenbach altså en del af.

Og selv de bedste numre, som den ældre kending ‘Glorious’, singlen ‘Up to Your Neck’ og den nye publikumsfavorit ‘Seven Years’, formåede aldrig at komme ud over den noget upersonlige, distancerede formelstruktur, der også præger det seneste album. Derfor hang kedsomheden som en skygge over hele koncerten, og det var unødvendigt for et band, hvis ambitioner og talent ikke er til at overse.

Koncert.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af