Pinkunoizu

Et eksotisk mix af lo-fi, moderne kompositionsmusik, asiatisk 60’er-pop og post-apokalyptisk undervandsrock kalder københavnerbandet selv det musik, de spiller på debutalbummet. Og det er egentlig en ret præcis beskrivelse. Til gengæld er Pinkunoizu for ydmyge til at skrive, at den ambitiøse og selvopfundne blandingsgenre også er virkelig vellykket. Men det må jeg jo så gøre.

Albummet består kun af fire numre. Et af tre minutters varighed – en dejlig psychpoppet sag kaldet ‘Time Is Like a Melody’ – og tre numre på henholdsvis 12, ti og ni minutter, så albumbetegnelsen er berettiget. Desuden er de tre lange numre delt op i forskellige, men nært beslægtede kompositioner. Det fungerer rigtig godt, således bevæger et nummer som ’Lacuna Island’ sig fra overgearet Animal Collective-agtig vildskab over inderlig følsomhed til stilstand og videre til noget, der lyder som hvalsang. Det er lige dele bevægende og opstemmende at lægge ører til.

Albummet tredje skæring ‘Dairy Queen’ begynder som en dyster og ulmende kærlighedsballade med linjerne: »I used to be a showman. A show man/ I used to show you around. Town« og ender i et smukt klimaks af kinesisk-inspirerede strygere og kor. ‘Death Is Not a Lover’ forener didgeridoo, hektisk perkussion og messende sang for pludselig at forvandle sig til en helt langsom og mystisk popsang. Men det er ikke slut. Herefter slås en elektrisk guitar an og kombineres med old school rap og falsetsang a la Prince. Og det virker sgu. Jeg glæder mig allerede til ‘Volume Two’.