This Is Head

Instrumentale postpunk-udladninger og krautrock-drive er åbenbart det nye pop. I hvert fald ifølge svensk P3, der gav Spot- og Roskilde-aktuelle This Is Head prisen for Årets Svenske Popnavn. Men selv om placeringen i den kategori undrer, så gør hæderen det på ingen måde, for det er et fornemt debutalbum.

Skånske This Is Head ville uden tvivl kunne have en fed eftermiddag med James Murphy og hans enorme pladesamling. De deler nemlig både inspirationskilder og evnen til langsomt at lade et anonymt nummer vokse sig stærkere og stærkere. Som på ‘0008’, der sniger sig i gang med drømmende M83-agtig synth for siden at eksplodere i et dystert klimaks, der er Echo & The Bunnymen værdigt.

Få af de som oftest instrumentale numre ville på egen hånd kunne sprænge blogosfæren, men de otte detaljerige skæringer komplimenterer hinanden på bedste vis. Eno/Byrne’sk newyorker-feel væver sig uden besvær ind i DFA-inspireret midt-00’erne disco-punk.

Undervejs savner man dog et forløsende omkvæd, der kunne have løftet albummet helt op under loftet. Tættest på er ‘0007’s melodiøse Bono-vokal, men – måske bevidst – udnytter This Is Head ikke sangens potentiale som indie-hymne. I stedet må man glæde sig over svenskernes fine sans for at opbygge et komplekst og dragende lydbillede med få virkemidler.