Let Me Play Your Guitar
Der er gratin, og så er der soufflé. Solide måltider og luftige, kunstfærdige desserter. Således også med musik. Danske Let Me Play Your Guitar dyrker især sidstnævnte disciplin med en, trods timingen, forårsbrise lurende i brødrene Emil og Jeppe Davidsens fine vokalharmonier og bandets flotte, floromvundne arrangementer, der låner sangene vinger.
Deres lyd er blid og distinkt skandinavisk, et sted mellem The Rumour Said Fires sarte, pastorale folkrock og Forest & Crispians skælmske retropop. Den silkeborgensiske sekstet lyder som om de ubesværet kunne male himlen i pastelfarver dagen lang, og når solen endelig går i hi, opføre et fornemt lydspor til lille Nemos eventyr i drømmeland.
Debutalbummets akilleshæl er når det, som på eksempelvis den gumpetunge ‘Something on My Mind’, bliver for fortænkt – og når de bruger for lang tid på at pakke deres sange ud. Og omvendt er LMPYG bedst, når de lader umiddelbarheden løbe fuldstændigt af med dem.
Den komplet ubekymrede ‘Hero in Your Bed’s indledende takter og instrumentering vækker således håb om samme modtagelse som sin åndelige fætter, Nice Little Penguins’ evergreen ‘Flying’. De spinkle og feminine ukulele-toner fra ‘Roses’ kontrapunkteres fint af lidt machodunstende twang-guitar, mens singlen ‘Wherever You Go’, den tummelumske og Juana Molina-agtigt loopdrevne ‘Midnight Scene’ og lukkeren ‘Rainbows’ lyder som noget, der er stukket af fra Rolling Stones anno ‘Their Satanic Majesties Request’ og så er dukket op igen, 40 år ældre og (måske) visere. Bravo, for en debut!