Matthew Dear

Matthew Dear har på sin fjerde fuldlængde kun ladet strukturelle spor af sin elektroniske fortid stå tilbage i et landskab, der nu er styret af hans rå vokal og en danseglad rocklyd. De efterladte elektroniske spor kan høres i opbygningen, der er beatbåret og præget af ideer, der henter deres energi fra gentagelse frem for udvikling eller den klassiske sangskabelon. Men teksturen selv udgøres især af et band, der med en pæn variation af slagtøj, livlig bas og fine riff løfter lyrikken igennem dens fortællinger.

Fortællinger er der nemlig masser af hos Matthew Dear. De leveres med en konstant rå maskulinitet, der med skiftende held presser sig selv ned i en hæs og prøvet erfarenhed, som visse steder ligner ærligheden selv, og andre steder ligner en skabagtighed, der både kan virke morsom og træls. Det understreges af en ofte benyttet effekt, hvor vokalen multipliceres. Her er melodien indsunget flere gange, men unisont – som om manden har brug for et kor af sig selv for at trænge igennem med den rette ballast.

Læs anmeldelse: Matthew Dear ‘Black City’

Selv om inspirationen hentes hos store melodiskabere som Daniel Lanois, David Byrne og David Bowie, virker melodierne ofte lidt marcherende og snævre. Heldigvis opvejes det tit af den gennemførte produktion, der blidt og malende lader vokalen vugge sikkert derudaf. Der er ingen tvivl om, at Matthew Dear har fundet sig en fornuftig plads i det musikalske landskab med denne stil. Men selv om albummet udadtil virker ekstremt velgennemtænkt, har det alligevel sine tynde øjeblikke.